Hidtil har Biden ikke tilladt, at Ukraine bruger missiler leveret af USA til angreb dybt inde i Rusland.

USA's præsident, Joe Biden, har for første gang givet Ukraines militær lov til at bruge langtrækkende missiler af typen ATACMS mod mål i Rusland.

Det oplyser tre kilder med kendskab til sagen til New York Times.

Kilderne tilføjer, at våbnene i første omgang formentlig vil blive brugt til at forsvare ukrainske soldater i den russiske Kursk-region.

Her kæmper ukrainske styrker mod russiske styrker, der får hjælp fra tusinder af nordkoreanske soldater.

Oplysningen er ikke umiddelbart bekræftet fra Det Hvide Hus.

Hidtil har Biden og hans administration ikke villet tillade, at ukrainske styrker bruger missiler, der er leveret af USA, til angreb dybt inde i Rusland.

ATACMS har en rækkevidde på op mod 300 kilometer.

/ritzau/