Australiens medicinske cannabisindustri udskriver overdrevne mængder af cannabis, og det sker uden tilstrækkelig kontrol.

Sådan lyder en advarsel tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP fra lægeforeningen Australian Medical Association (AMA) og Det Australske Apotekerforbund.

Organisationerne mener, at der er behov bedre regulering af området.

I Australien har cannabis siden 2016 været lovligt til medicinsk brug.

Men industrien udskriver altså recepter på cannabis uden tilstrækkelig klinisk kontrol, mener organisationerne.

- Det er behov for hurtig handling for at sikre, at medicinsk cannabis ordineres, udleveres og reguleres på samme måde som andre registrerede afhængighedsskabende lægemidler, siger formand for AMA, Danielle McMullan.

Selv om lægeforeningen mener, at der er evidens for, at medicinsk cannabis kan afhjælpe en sygdom som epilepsi og kvalme som følge af kemoterapi, mener lægerne at det nuværende australske system bliver udnyttet.

- Der er lille eller ingen evidens for mange af de lidelser, som det er ordineret til, såsom angst, søvnløshed eller depression, siger McMullan ifølge AFP.

I et indlæg til en undersøgelse af branchen, som er blevet iværksat af landets regering, opfordrer AMA til omfattende ændringer af den måde, som den medicinske cannabis købes og sælges på.

Læger, der arbejder på australske akutafdelinger, beder i indlægget om flere ressourcer til at håndtere et stigende antal patienter, der har fået psykoser eller oplever andre problemer relateret til overdreven brug af cannabis.

- Det er alarmerende, at læger ser brug af medicinsk cannabis hos mennesker, der allerede har psykotiske lidelser, advarer lægeforeningen.

Blandt andet kritiserer lægerne, at patienter kan få udskrevet recepter på medicinsk cannabis online uden en forudgående fysisk konsultation hos en læge.

Det australske medie The Age beskrev tidligere i år, hvordan en læge, der arbejdede for den medicinske cannabisgigant Montu, i løbet af en periode på to år havde udskrevet 72.000 recepter til 10.000 patienter.

I nogle tilfælde var konsultationerne med patienterne ikke planlagt til at vare mere end 10 minutter, rapporterede mediet.

/ritzau/