Et territorium i Australien har som det første sted i landet gjort cannabis lovlig til personligt brug.
Det betyder, at man må have op til 50 gram af narkotikummet på sig og fire cannabisplanter pr. husholdning.
Loven er blevet godkendt af Australian Capital Territory (ATC) i dag, og den træder i kraft den 31. januar næste år.
Det er stadig forbudt at bruge cannabis for fornøjelsens skyld i resten af Australien. Men den er blevet lovlig til medicinsk brug i 2016.

ATCs lov kan blive omstødt, hvis den bliver prøvet ved en føderal domstol. Det skete for eksempel i 2013, hvor en ny lov om at legalisere giftermål af folk med samme køn blev forkastet.
Brugerne advares mod de alvorlige problemer, det kan give, inklusive en potentiel fængselsstraf, hvis man dyrker eller ryger hash i ATC, selv om det nu gøres lovligt.
Almindeligt brug af cannabis er lovligt i lande som Canada, Spanien, Uruguay og adskillige amerikanske stater.
ATC har næsten 400.000 indbyggere, og det består af byen Canberra og omkringliggende områder.

Det vil stadig være forbudt at sælge cannabis og at ryge den offentligt, eller foran mindreårige.
Og selve cannabisplanten skal dyrkes et sted, hvor de ikke kan tilgås af offentligheden.
En voksen person i ATC får lov til at dyrke to planter, og der må maksimalt dyrkes fire planter pr. husholdning.
De får også lov til at have 50 gram tør cannabis pr. voksen, eller 150 gram våd cannabis.

De lovgivere, som fik loven vedtaget onsdag, siger, at de er 'meget overbevist' om, at den ikke bliver omstødt af de føderale politikere.
Så mangler de bare at få planterne til at gro, når det er vintersæson i Canberra. Det kan enhver gartner skrive under på, ikke er nogen nem opgave.


