En teenager fra Sydney, Australien, har vundet et års forbrug af Kentucky Fried Chicken. Præmien er en belønning for en tatovering på anklen med firmaets initialer, 'KFC'.
Det er den 19-årige Brooke Collins, der har vundet 'kyllinge-prisen' for sin og sin venindes matchende tatoveringer. De har begge fået KFC tatoveret på anklen. Og det på dagen – den 6. juli – som er udnævnt til 'National Fried Chicken Day' i USA. Det skriver news.com.au.
»Hvis ikke den viser dedikation og kærlighed til KFC, så ved jeg ikke, hvad der gør,« skriver hun som kommentar på Facebook.
Hun havde sammen med sin veninde Brielle Sharkie en plan om at få lavet tatoveringerne. Hun lavede et opslag, der – hvis det fik likes nok – ville få dem til at få lavet tatoveringerne.
»Vi tog sammen af sted til Guldkysten og havde lidt tid at slå ihjel, før vi skulle tjekke ind på hotellet. Tatovøren kunne helt ærligt ikke tro os, da vi sagde, hvad vi ville have.«

'Dronning af Kyllingen 2018' giver hende KFC-produkter til en værdi af 100 australske dollar hver eneste uge i et helt år.
Brooke Collins arbejder hos en fysioterapeut, og hun siger selv, at 'det var en stor dag' for hende.
Tidligere sagde KFCs marketingschef, Angela Richards, at fastfoodkæden var på udkig efter mærkelige eller skæve udsagn fra kyllingespisere for at markere 'National Fried Chicken Day'.
»Det er naturligvis en af vores favoritkalenderdage, så vi ville have noget særligt – ikke blot for dem, der kan lide stegt kylling, men for dem, der tilbeder KFC allermest.«


