Den indledende efterforskning peger på, at et masseskyderi søndag på Bondi Beach i Sydney i Australien var et terrorangreb inspireret af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Det oplyser Mal Lanyon, der er politichef i delstaten New South Wales, ifølge det australske medie ABC på et pressemøde natten til tirsdag.
Han oplyser, at der blev fundet to Islamisk Stat-flag i én af de to formodede gerningsmænds bil sammen med eksplosive anordninger, der efterfølgende blev desarmeret.
- Vi fortsætter med at arbejde med motivet bag den her tragedie, siger Mal Lanyon.
Politiet efterforsker desuden, hvorfor de to formodede gerningsmænd tog på en rejse til Filippinerne i november, siger han.
- Jeg tror, vi har været ret klare i spyttet omkring, at årsagen til, at de rejste til Filippinerne i november, og hvor de tog hen, er ukendt på nuværende tidspunkt og er genstand for efterforskningen.
- Vi taler om noget, der er retrospektivt efter en forfærdelig forbrydelse. Det her bliver efterforsket grundigt, siger han ifølge ABC.
Ifølge Filippinernes immigrationsmyndighed ankom de to formodede gerningsmænd til landet 1. november og rejste ud igen 28. november, skriver nyhedsbureauet AFP. Faren rejste ind i Filippinerne som indisk statsborger, lyder det.
Flere medier har tidligere skrevet, at den ene formodede gerningsmand, den 24-årige Naveed Akram, for seks år siden blev undersøgt af Australiens nationale sikkerhedstjeneste for mulige forbindelser til en Islamisk Stat-gruppe med base i Sydney.
Naveed Akram er indlagt på hospitalet, men er stabil. Hans far, den 50-årige Sajid Akram, som er den anden mistænkte gerningsmand, blev dræbt af politiet under skyderiet.
Australiens premierminister, Anthony Albanese, sagde på et pressemøde mandag, at den 24-årige Naveed Akram blev efterforsket i et halvt år.
Albanese er også til stede på pressemødet. Han og hans regering har fået kritik fra blandt andre Israel og repræsentanter for det jødiske samfund i Australien for ikke at gøre nok for at bekæmpe antisemitisme.
På pressemødet siger Albanese, at "islams perversion absolut er et problem", skriver ABC.
- IS er skabt ud fra en ond ideologi, der er blevet kritiseret ikke kun af den australske regering, men også globalt, siger han.
15 personer - inklusiv den ene formodede gerningsmand - blev dræbt i angrebet, der fandt sted søndag morgen dansk tid i Bondi Beach under en fejring af den jødiske højtid Hannukah.
/ritzau/
