Et forbud mod sociale medier som Facebook og TikTok for børn under 16 år er trådt i kraft i Australien.
Flere steder i Australien, som er foran dansk tid, er det nemlig blevet onsdag den 10. december.
Der er tale om det første forbud af sin slags i verden.
Mens børn og forældre ikke vil blive straffet, hvis ikke de lever op til forbuddet, risikerer store tech-selskaber bøder på over 200 millioner kroner.
Målet er at beskytte børn mod de værste negative effekter af sociale medier.
- Alt for ofte er sociale medier slet ikke sociale, sagde premierminister Anthony Albanese forud for forbuddet.
- I stedet bruges det som et våben for mobbere, en platform til gruppepres, en kilde til angst, et redskab for svindlere - og værst af alt - et værktøj for online-krænkere.
Hundredtusindvis af teenagere påvirkes af forbuddet. Alene Instagram melder, at det har omkring 350.000 australske brugere i alderen 13 til 15 år.
Ikke alle australiere skal verificere deres alder på de sociale medier. Kun dem, der mistænkes for at overtræde forbuddet.
Og unge brugere vil også have mulighed for at få adgang til nogle sociale medier uden at logge ind. De kan bare ikke oprette deres egne konti.
De store bøder til selskaberne kan komme i spil, hvis ikke tech-selskaberne indfører "rimelige" tiltag for at håndhæve forbuddet.
Hvad "rimelige" præcist dækker over, er dog stadig uklart.
Hos Meta, som er Facebooks moderselskab, er man begyndt at deaktivere konti på baggrund af den alder, der blev oplyst, da de blev lavet.
Hvis kontoejere mener, at de ved en fejl er blevet deaktiveret, kan de verificere deres alder med en "videoselfie" eller med et id udstedt af den australske regering, oplyser Meta.
/ritzau/AFP
