Den tidligere australske biskop Christopher Saunders blev onsdag idømt seks og et halvt års fængsel for seksuelle overgreb mod to unge mænd.

Det skriver BBC.

I august blev den 76-årige tidligere biskop fundet skyldig i anklager om voldtægt og 12 tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod to unge fra Australiens oprindelige folk.

Onsdag modtog han sin fængselsstraf for overgrebene, der ifølge retten fandt sted i perioden mellem 2010 og 2019.

Saunders var biskop for stiftet Broome, som ligger i delstaten Western Australia. Han trak sig som biskop i 2020, da anklagerne mod ham blev offentligt kendt, skriver BBC.

Den tidligere biskop blev i retten frikendt for seksuelt overgreb mod en tredje ung mand.

Ifølge BBC er Christopher Saunders en af de mest fremtrædende katolske ledere på verdensplan, der er blevet dømt for seksuelle overgreb.

Saunders havde været biskop for stiftet siden 1996, inden han i 2021 blev afløst af Michael Morrissey.

Stiftet Broome dækker et område, der er næsten 18 gange så stort som Danmark. Der bor cirka 50.000 mennesker.

Christopher Saunders vil være berettiget til prøveløsladelse i februar 2031.

Timothy Costelloe, der er ærkebiskop i Perth, hovedstaden i delstaten Western Australia, udtaler i en erklæring, at de mænd, der er stået frem, har udvist stort mod.

Samtidig beklager han den smerte og lidelse, de er blevet påført, og at deres tillid på så alvorlig vis blev svigtet af en leder af den katolske kirke, skriver BBC.

RITZAU