Den australske delstat New South Wales har onsdag morgen vedtaget omfattende stramninger af våben- og antiterrorlovgivningen efter masseskyderiet på stranden Bondi Beach i Sydney 14. december.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.
Den nye lovgivning strammer reglerne for våbenejerskab, således at de fleste individuelle våbentilladelser fremover er begrænset til fire skydevåben, mens landmænd får lov til at eje op til 10 våben.
Politiet får samtidig flere beføjelser til at indføre restriktioner mod demonstrationer i op til tre måneder efter et terrorangreb.
Desuden bliver det forbudt at fremvise symboler for forbudte terrororganisationer i offentligheden.
Slagordet "Globalise the intifada", der ofte er blevet råbt under propalæstinensiske demonstrationer i Australien og flere andre lande, er med den nye lovgivning også forbudt i delstaten.
Delstatsregeringen i New South Wales mener ifølge Reuters, at slagordet tilskynder til vold.
Chris Minns, der er leder af delstatens regering, varslede dagen efter skyderiet, at våbenlovgivningen i Australiens mest folkerige delstat ville blive skærpet.
I alt 16 personer blev dræbt, mens yderligere 40 blev såret, da to mænd forrige søndag aften åbnede ild mod en jødisk festival på Bondi Beach.
Politiet har meddelt, at skyderiet betragtes som et terrorangreb, og at det tilsyneladende var inspireret af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
De formodede gerningsmænd er den 24-årige Naveed Akram og hans 50-årige far, Sajid Akram. Sidstnævnte blev dræbt af politiet under skyderiet.
Naveed Akram er blevet sigtet for 59 forhold i forbindelse med skyderiet.
Han blev under angrebet skudt af politiet og vågnede sidste uge, efter at han havde ligget i koma på hospitalet.
Australiens premierminister, Anthony Albanese, varslede sidste uge på et pressemøde, at den australske regering har planer om at gennemføre en række reformer, der har til formål at bekæmpe hadtale og vold.
Han har også sagt, at han overvejer, om våbenlovgivningen skal skærpes på landsplan.
/ritzau/
