Men vi venter, nogle mere spændte end andre, på sne og frostgrader herhjemme, er de sydøstlige dele af Australien ramt af en hedebølge, der gør områdets byer til nogle af de varmeste steder på jordkloden.
De sidste par dage har temperaturerne ramt de højeste, der nogensinde er målt i Australien, med temperaturer nær 50 grader visse steder.
Meteorologerne forudser ovenikøbet, at det bliver værre i weekenden, lyder det fra det meteorologiske bureau. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
»At det sydlige Australien brød nogle rekorder i går, betyder, at regionen var et af de varmeste steder på denne jord, hvis ikke den varmeste,« sagde meteorolog Philip Perkins til AFP.

Høje temperaturer er ikke usædvanlige i Australien under den varme sommer. Der opstår for eksempel mange skovbrande.
Men klimaforandringer har fået både temperaturerne på land og til havs til at stige, og det har betydet flere dage med ekstremt høje temperaturer.
Den lille by Tarcoola i delstaten South Australia oplevede tirsdag 49 graders varme - det var den varmeste temperatur, der nogensinde er målt i byen.
I byen Port Augusta nåede temperaturen op på 48,9 grader. Det er næsten en grad mere end den hidtidige rekord, der blev sat den 7. februar 2009.

I delstatens hovedstad, Adelaide, svedte de med temperaturer i nærheden af 42 grader.
De mange kreaturer, som allerede har en meget slem tørke at komme igennem, føler også hedebølgen.
Også de mange fisk i landets mange floder har oplevet massedød. Op mod en million fisk er døde som følge af temperaturernes himmelflugt.
I staten New South Wales har regeringen meddelt, at den vil installere iltnings-apparater i visse vandløb for at holde ilt-niveauet oppe og stoppe massedøden af fisk.

