De er Australiens mest berømte asylansøgere, men i mere end to år har de været forvist til Juleøen i Det Indiske Ocean 1.500 kilometer vest for den australske kyst.

Nu er familien blevet hentet tilbage fra øen, efter at deres yngste datter er blevet fløjet til Australien for at modtage medicinsk behandling.

Familien får nu lov til at bo sammen i en forstad til Perth, mens de undersøger mulighederne for at gøre retlige indsigelser i forbindelse med deres immigrationsstatus. Det skriver BBC.

Den fireårige Tharnicaa Murugappan blev evakueret til et hospital i Perth på det australske fastland i sidste uge. Hun havde pådraget sig en infektion i blodet.

Støtter af den tamilske familie fra Biloela demonstrerer, for at de kan blive i Australien, foran børnehospitalet i Perth.
Støtter af den tamilske familie fra Biloela demonstrerer, for at de kan blive i Australien, foran børnehospitalet i Perth. Foto: STEFAN GOSATTI
Vis mere

Hendes helbredssituation fik folk til at bekymre sig om familiens velfærd.

Immigrationsminister Alex Hawke lovede faderen, Nades, og deres ældste barn, Kopika på seks år, at de kunne flyves til Perth og blive genforenet med Tharnicaa og moderen, Priya.

De får nu lov til at bo i en såkaldt community detention – en slags tilbageholdelse i det nærmeste samfund. Der bliver de overvåget, men har lov til at bevæge sig rundt, mens datteren bliver behandlet på hospitalet.

De sidste to år har de været tilbageholdt på Juleøen, der er australsk territorium. Der var opsynsmændene sikkerhedsfolk.

Familien blev oprindelig udvist af Australien i 2018, fordi deres krav om at få australske visa blev nægtet. De måtte forlade hjemmet i Biloela i delstaten Queensland og blev forvist til Juleøen.

»Vi håber og tror på, at det kun er et midlertidigt skridt. Community detention er ingen garanti for, at familien er i sikkerhed,« siger familiens advokater.

Der er stemmer fra oppositionen og fra nogle af regeringens medlemmer, som også beder om, at familien får lov til at vende tilbage til Biloela.

Og de seneste dage har der være protester i Sydney og Melbourne, hvor regeringens håndtering af sagen bliver fordømt.

Lad familien få asyl i Australien og vende hjem til byen Biloela, står der på skiltene i Perth.
Lad familien få asyl i Australien og vende hjem til byen Biloela, står der på skiltene i Perth. Foto: STEVEN SAPHORE
Vis mere

Familien er nu blevet Australiens mest kendte asylansøgere. Deres flytning til den fjerne ø har udløst et ramaskrig blandt de lokale beboere. De har sågar lanceret en national protestbevægelse, der hjælper til med at finansiere deres advokater.

Australien har forsøgt at deportere familien to gange tidligere. De fandt ud af, at familien ikke havde ret til asyl som tamilske flygtninge fra Sri Lanka. Hver gang er forsøget blevet stoppet af retten.

Familiens advokater siger, at Australiens regering i det mindste bør give asyl til deres yngste barn, Tharnicaa. Hun er født i Australien, men kan ikke få asyl, fordi hendes forældre ankom pr. båd.