Australiens regering er "dybt frustreret" og "skuffet" over myndighederne i Laos i en sag om unge kvinder, der i 2024 døde af methanolforgiftning under en bytur i Laos.

Det skriver Australiens udenrigsminister, Penny Wong, fredag på ministeriets hjemmeside.

Ifølge Wong vil myndighederne i Laos ikke rejse sigtelser, der afspejler alvoren af tragedien.

Hun nævner ikke, hvilke sigtelser de laotiske myndigheder har tænkt sig at rejse.

- Vi har konsekvent gjort det klart, at vi forventer, at sigtelserne afspejler alvoren af den tragedie, der kostede Holly og Bianca livet i november 2024, skriver Penny Wong.

De to australske kvinder, Holly Bowles og Bianca Jones, døde, efter at de under en bytur i Vang Vieng i november 2024 havde fået serveret alkohol indeholdende methanol.

Også to danske kvinder, en amerikaner og en brite mistede livet efter lignende hændelser.

Den australske regering kræver, at de ansvarlige for Holly Bowles og Bianca Jones' dødsfald bliver stillet til ansvar.

- Siden deres død har Australien arbejdet for en grundig og gennemsigtig efterforskning, som tager højde for al tilgængelig dokumentation, og for at de ansvarlige bliver stillet til ansvar, skriver Penny Wong.

- Vi har gentagne gange været i dialog med den laotiske regering på højeste niveau for at understøtte dette mål.

Australiens regering har udpeget Pablo Kang som særlig udsending i sagen. Kang vil fredag rejse til Laos for at overbringe den australske regerings indsigelser, lyder det.

Samtidig har Laos' ambassadør i Australien fredag morgen været indkaldt til møde hos departementschefen i det australske udenrigs- og handelsministerium.

Senere fredag ventes de laotiske myndigheder at afholde et pressemøde i sagen. Det oplyste pårørende til de to afdøde danske kvinder tirsdag til Ekstra Bladet.

Det danske udenrigsministerium meddelte efterfølgende, at det vil holde nøje øje med, hvad der kommer frem på pressemødet.

- Den danske ambassadør til Vietnam, der dækker Laos, har flere gange været i Laos for at følge sagen og tale med relevante myndigheder på højt niveau, og Udenrigsministeriet er i tæt kontakt med de pårørende om sagens udvikling, skrev Udenrigsministeriet tirsdag til Ritzau.

RITZAU