De tre kinesiske astronauter Wang Jie, Chen Dong og Zhongrui skulle være fløjet tilbage til jorden 5. november efter seks måneder i rummet.
Men deres tilbagekomst er udskudt på ubestemt tid, efter deres returkapsel er blevet ramt af en mystisk genstand.
Det skriver engelske Metro.
Den kinesiske rumfartøjsorganisation China Manned Space Agency udtalte, at der er mistanke om, at det bemandede rumfartøj Shenzhou-20 er blevet ramt af en lille vragdel.
»For at sikre astronauternes sundhed og sikkerhed samt en vellykket gennemførelse af missionen er det blevet besluttet, at den oprindeligt planlagte tilbagevenden af Shenzhou-20 den 5. november vil blive udskudt.«
De tre astronauter må altså blive på den kinesiske rumstation Tiangong, indtil der bliver givet grønt lys.
I de kinesiske statsmedier er der ifølge Metro ingen meldinger om problemer.
Her er den seneste nyhed, at de tre astronauter nød et måltid bagt kylling tilberedt i rumstationens første ovn, som blev leveret af Shenzhou-21-holdet, der ankom i weekenden som erstatning.
Yu Jun, som er en kendt kinesisk videnskabsformidler, har meddelt, at en backupplan kan blive aktiveret, hvis det vurderes, at det er usikkert at vende tilbage til rumfartøjet.

