Arktis har oplevet det varmeste år, siden målingerne begyndte.

Det oplyser USA's Nationale Ocean- og Atmosfæreadministration (National Oceanic and Atmospheric Administration, NOAA) tirsdag.

Mellem oktober 2024 og september 2025 lå temperaturerne 1,6 grader over gennemsnittet for perioden 1991 til 2020, fremgår det af NOAA's årlige rapport "Arctic Report Card", som bygger på data, der går tilbage til 1900.

Tom Ballinger, der er en af personerne bag rapporten og forsker ved University of Alaska, siger til AFP, at resultatet er "særdeles alarmerende".

Ballinger siger, at det er uden fortilfælde, at man kan se så hurtig en opvarmning over så kort en periode.

Store områder i Arktis er dækket af is - herunder den grønlandske indlandsis.

Ifølge rapporten var de grønlandske temperaturer over gennemsnittet i foråret 2025, mens sommertemperaturerne lå tæt på gennemsnittet.

Overordnet har det seneste år budt på Arktis' varmeste efterår, den næstvarmeste vinter og den tredjevarmeste sommer siden 1900.

I Arktis stiger temperaturen tre gange hurtigere end det globale gennemsnit.

Det bliver understøttet af en række selvforstærkende mekanismer, som er et fænomen kaldet arktisk forstærkning.

For eksempel fører stigende temperaturer til mere vanddamp i atmosfæren, som fungerer som et tæppe, der absorberer varme og forhindrer den i at slippe ud i rummet.

Det bliver i rapporten anslået, at den grønlandske indlandsis mistede 129 milliarder ton is i 2025.

Når hvid, reflekterende is smelter, bliver den erstattet af mørkere hav eller jord, som absorberer mere sollys og varme.

/ritzau/