581.000 kroner.

Det er bøden, man får for ikke at tænke sig om, når man designer en bro i Venedig og glemmer noget helt essentielt.

Eller det er i hvert fald den bøde, som den spansk-schweisiske anerkendte arkitekt Santiago Calatrava har fået af en italiensk domstol 6. august for sit arbejde på Ponte della Costituzione.

Det skriver blandt andet New York Times.

Og det skyldes noget så simpelt, at han ikke har overvejet, at alle de turister, der færdes over broen har kuffert med, og at broen på godt gammelt dansk er pisseglat, når det regner.

I retten kom det frem, at broen, som blev opført i 2008, kræver meget mere vedligeholdelse, end arkitekten havde forudset.

Man giver arkitekten skylden for ikke at have forudset problemerne, der kommer til at koste Venedig mange penge - udover de 86,5 millioner kroner, den kostede at få lavet i sin tid.

Broens trin skulle ifølge arkitektens vedligeholdelsesplan udskiftes hvert 20. år.

Men allerede efter fire år har man været nødsaget til at udskifte otte trin til et beløb på intet mindre end 36.000 euro - næsten 270.000 danske kroner.

En af årsagerne til at broens trin bliver slidt hurtigere end forudset er, at folk bringer deres kufferter med hjul med sig.

Det er en medvirkende faktor for den øgede brug for renovering, og domstolen mente, at Calatrava burde have forudset dette, da broen er tæt placeret på hovedbanegården i Venedig.

Derfor mente retten også, at Calatrava burde have forudset i sin vedligeholdelsesplan, at der var en forhøjet risiko for faldulykker og dermed også større behov for vedligeholdelse.