Ansatte i jernbaneselskab meldes dræbt i missilangreb mod Kyiv
Flere meldes dræbt i Kyiv, mens en meldes dræbt i byen Boryspil på sjette dag i træk med angreb mod Ukraine.
Flere meldes dræbt i Kyiv, mens en meldes dræbt i byen Boryspil på sjette dag i træk med angreb mod Ukraine.
Russiske angreb mod den ukrainske hovedstad, Kyiv, og omkringliggende områder har kostet flere livet.
En række personer er desuden blevet såret, siger ukrainske embedsmænd tidligt tirsdag.
I Kyiv har russiske ballistiske missiler ramt et jernbanedepot og andre jernbaneanlæg, hvilket har dræbt syv mennesker.
Det siger Oleksandr Pertsovskyj, som er administrerende direktør for det statslige jernbaneselskab Ukrzaliznytsja, på Facebook, skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag morgen.
Seks af de dræbte var ansat i jernbaneselskabet, siger direktøren.
Tidligere på morgenen rapporterede lederen af Kyivs militæradministration, Tymur Tkatjenko, også om dødelige missil- og droneangreb mod hovedstaden.
- Kyiv-regionen kom under et massivt angreb fra russiske missiler og angrebsdroner i nat, skrev han på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
- Desværre blev tre mennesker dræbt i fjendens angreb på hovedstaden.
Fem personer i Kyiv blev desuden meldt såret.
Angrebene kommer, samtidig med at børn i Ukraine tirsdag skal vende tilbage til skolerne efter sommerferien. Myndighederne har skærpet sikkerhedsforanstaltningerne på grund af frygt for yderligere russiske angreb.
Fra journalister fra nyhedsbureauet AFP i Kyiv lød det, at der tidligt tirsdag kunne høres omkring 12 højlydte eksplosioner, og at der kunne ses lysglimt på himlen.
Fra byen Boryspil, som ligger øst for Kyiv, kom der tidligere på morgenen også meldinger om angreb.
Her blev en butik ramt, hvilket har kostet en person livet og såret en anden, sagde Tymur Tkatjenko.
Yderligere otte i byen blev såret, da en beboelsesejendom også blev ramt.
Det ukrainske luftvåben havde advaret om, at truslen fra "ballistiske våben og andre angrebsmidler mod Kyiv og regionen fortsat er til stede", og opfordret indbyggerne til at blive i beskyttelsesrum.
Ukrainske børn vender tirsdag tilbage til skolerne, og Kyivs regionale militæradministration har advaret om, at der ikke må afholdes større arrangementer i områder med et højt risikoniveau.
Angrebene tidligt tirsdag markerer den sjette dag i træk med angreb på Kyiv og den omkringliggende region, skriver Reuters.
Også fra Rusland har der været meldinger om angreb. På Telegram skrev hovedstaden Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, ifølge Reuters, at der her blev skudt flere end 12 droner ned, som var på vej mod byen.
I Ruslands Samara-region, der huser en række større olieraffinaderier omkring 800 kilometer sydøst for Moskva, har et luftangreb desuden beskadiget det, der omtales som civile faciliteter, har den lokale guvernør oplyst på Telegram.
Her blev ruder sprængt i en etageejendom i byen Novokujbysjevsk, da droner ramte, har guvernør Vjatjeslav Fedorisjtjev ifølge russiske medier sagt.
Ukraine har fortsat sine gengældelsesangreb mod både Moskva og regioner længere inde i landet i et forsøg på at få Rusland til at afslutte den fire et halvt år lange invasion.
RITZAU/AFP