17 flyafgange er blevet aflyst fra lufthavnen i München efter flere anmeldelser om droneaktivitet.

Lufthavnen i München er natten til fredag lukket efter anmeldelser om droneaktivitet.

Det oplyser lufthavnen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tysk politi oplyser til det tyske nyhedsbureau dpa, at flere personer har anmeldt droneaktivitet nær lufthavnen, der ligger i den sydlige tyske delstat Bayern.

Lukningen af luftrummet over lufthavnen, der er en af Europas største, skete klokken 22.18 torsdag aften.

Politiet oplyser, at det skete som en sikkerhedsforanstaltning.

Politibetjente undersøger området for droner og mistænkelige personer, men har natten til fredag ikke fundet nogen af delene. Der er også indsat en politihelikopter i området, skriver dpa.

17 flyafgange fra lufthavnen er blevet aflyst på grund af meldingerne om observationer af droner, oplyser lufthavnen i München.

Aflysningerne påvirker knap 3000 passagerer, lyder det videre.

Yderligere 15 fly, der skulle være landet i lufthavnen i München, er blevet omdirigeret til lufthavne i Stuttgart, Nürnberg, Wien og Frankfurt, oplyser lufthavnen i München.

Lukningen af lufthavnen i München er den seneste forstyrelse af den europæiske lufttrafik, siden at observationer af droner i sidste uge midlertidigt lukkede luftrummet over Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn og Oslo Lufthavn i Norge.

Politiet var i de efterfølgende dage tilstede i en række danske lufthavne og flyvestationer efter meldinger om droneaktivitet.

Det er endnu uklart, hvem der sendte dronerne ind over de danske lufthavne, men politiet har sagt, at man mener, at der er tale om en såkaldt "kapabel aktør".

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), antydede i et opslag på det sociale medie Facebook i denne uge, at Rusland kunne stå bag.

- Som jeg tidligere har sagt, så kan myndighederne ikke konkludere, hvem der står bag de hybride angreb.

- Men vi kan konstatere, at der primært er ét land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed - og det er Rusland, skrev hun.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, lavede under en konference torsdag sjov og sagde, at han ikke vil sende flere droner til Danmark. Rusland har afvist, at stå bag dronerne.

/ritzau/