Ungarske anklagere har droppet anklager mod Budapests liberale borgmester, Gergely Karacsony, for hans rolle i planlægningen af et prideoptog i 2025.

Det fremgår af en udtalelse fra anklagerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Titusindvis af mennesker deltog i Budapest Pride i 2025 for at vise deres støtte til LGBTQ+-personers rettigheder.

Politiet havde forud for optoget nedlagt et forbud mod priden, og Ungarns daværende premierminister, Viktor Orbán, havde advaret om retlige konsekvenser, hvis man deltog.

I januar rejste den ungarske anklagemyndighed så sigtelse mod borgmesteren i Budapest, fordi han var med til at arrangere paraden.

Dengang lød det, at anklagemyndigheden ville have borgmesteren idømt en bøde, men at man ikke ville have sagen behandlet i en retssag.

Ifølge arrangørerne deltog op mod 200.000 mennesker i paraden i 2025. Den blev blandt andet afholdt som en reaktion på den tidligere ungarske premierminister Viktor Orbáns hårde linje mod LGBT+-miljøet.

Efter 16 år ved magten blev Orbán ved et parlamentsvalg i april vippet af pinden af sin tidligere partifælle Péter Magyar og hans oppositionsparti, Tisza.

Orbán havde inden Budapest Pride sagt, at han ville forbyde paraden.

Herefter indskrev hans regeringskoalition nye bestemmelser i ungarsk lovgivning og i landets forfatning, hvilket skulle gøre det muligt at forbyde paraden.

Budapests bystyre tilbød de oprindelige arrangører at hjælpe med at arrangere og afvikle paraden på trods af regeringens arbejde for at stoppe den.

Da Gergely Karacsony blev sigtet for at hjælpe med at arrangere på paraden, skrev han på Facebook:

- De ønsker ikke engang en retssag, for de fatter ikke, at vi her i byen har forsvaret frihed, mens vi stod over for en selvisk, smålig og ynkelig magt, skriver Gergely Karacsony.

Borgmesteren tilhører venstrefløjen og er i opposition til den daværende premierminister Viktor Orbán og hans højrefløjsparti, Fidesz.

/ritzau/