Sydkoreas anklagemyndighed kræver en fængselsstraf på ti år til landets tidligere præsident Yoon Suk-yeol.

Det beretter nyhedsbureauet Yonhap.

Anklageren vil have Yoon Suk-yeol straffet for forsøg på at forhindre, at han blev anholdt i januar, efter at han i december 2024 kortvarigt havde indført en undtagelsestilstand i Sydkorea.

Ekspræsidenten barrikaderede sig dengang på præsidentpaladsets område.

Her gemte Yoon Suk-yeol sig i flere dage bag pigtrådshegn og en hær af sikkerhedsfolk.

Efterforskere måtte benytte stiger for at komme over murene til præsidentboligen, hvor de kunne pågribe Yoon Suk-yeol, der på det tidspunkt var suspenderet.

En domstol ventes i januar at afsige dom i sagen, der vedrører anklagen omkring hindring af retshåndhævelse, skriver Yonhap.

Kravet om fængselsstraf for at forhindre en anholdelse er blot én af fire anklager, som Yoon Suk-yeol står over for.

Yoon Suk-yeol blev fjernet fra embedet af Sydkoreas forfatningsdomstol i april og er tiltalt for oprør i forbindelse med det mislykkede forsøg på at indføre undtagelsestilstand.

Hvis ekspræsidenten bliver fundet skyldig i at tilskynde til oprør, risikerer han dødsstraf.

Anklagemyndigheden mener, at Yoon forsøgte at fremprovokere en militær konflikt mellem Syd- og Nordkorea.

Ifølge et notat planlagde Yoon, den tidligere forsvarsminister Kim Yong-hyun og den tidligere chef for militære efterretninger Yeo In-hyung at fremprovokere et nordkoreansk angreb mod Sydkorea, lød det i november fra anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden har beskyldt Yoon og hans militære ledere for at have beordret en hemmelig droneoperation ind i Nordkorea for at optrappe spændingerne mellem nabolandene og retfærdiggøre hans undtagelsestilstand.

I oktober sidste år sagde Nordkorea, at Sydkorea havde sendt droner for at sprede antinordkoreanske flyveblade over Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, og offentliggjorde fotos af vraget fra en nedstyrtet sydkoreansk militærdrone.

Yoon har hele vejen igennem hævdet, at han er uskyldig, og at han aldrig havde til hensigt at indføre militærstyre.

/ritzau/Reuters