En anklager i den amerikanske delstat New York har genåbnet en sag, hvor en kvinde i 2024 anmeldte syv medstuderende på Cornell University for at have voldtaget hende. 

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Her lyder anklagen, at de syv medstuderende skulle have presset kvinden – der i anklageskriftet går under pseudonymet Jane Doe – til at tage ketamin, ryge hash og drikke alkohol. 

Ifølge anklagen blev hun herefter udsat for seksuelle overgreb af de syv studerende, efter at være blevet bedøvet fuldstændig af de euforiserende stoffer. 

Sagen er blevet genoptaget, fordi kvinden har lagt sag an mod Cornell University, hvor hun beskylder dem for ikke at have gjort nok for at efterforske sagen i 2024.

Hun mener desuden, at universitet ikke gør nok for at forhindre seksuel vold på campus i det hele taget.

Universitetet siger selv, at de har nedsat et udvalg sidste år, der skulle komme med en række anbefalinger til, hvad man kan gære for at forhindre seksuel vold.

Retssagen blev droppet i 2024 efter kort tids efterforskning, fordi der ikke var beviser nok, skriver BBC.

Ifølge anklager Matthew Van Houten fortalte kvinden ikke, at hun var blevet tvunget til at tage euforiserende stoffer eller udsat for en gruppevoldtægt.

Men de nye anklager, som er kommet frem i kvindens søgsmål mod universitet, har nu fået Van Houten til at genåbne sagen.

»Jeg er blevet bedt af lokalsamfundet om at genoverveje beslutningen om, hvorvidt der skal rejses strafferetlige tiltale mod de syv personer. Jeg har allerede påbegyndt den proces, startende med vores samtale med Jane Doe og hendes advokater,« siger han til AP.