Sydkoreas anklagemyndighed kræver dødsstraf til landets tidligere præsident Yoon Suk-yeol.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tidligere præsident sidder tirsdag på anklagebænken ved en sydkoreansk domstol. Der ventes ifølge Reuters at falde dom i sagen i februar.
Yoon er blandt andet tiltalt for oprør i forbindelse med hans kortvarige indførelse af undtagelsestilstand i Sydkorea i december 2024.
Forbrydelsen straffes hårdt i sydkoreansk lovgivning og kan give dødsstraf, hvis ekspræsidenten findes skyldig.
Sydkorea har ikke henrettet en dødsdømt fange siden 1997.
I forbindelse med den kortvarige undtagelsestilstand udbrød der massedemonstrationer i Sydkorea.
Den tidligere præsident har begrundet beslutningen med, at pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.
Oppositionen mente imidlertid, at Yoon forsøgte at gribe magten og styre landet i en mere autoritær retning.
Under sin afsluttende procedure tirsdag siger anklageren, at efterforskningen har bekræftet, at der fandtes en plan, der viser, at Yoon havde til formål at beholde magten.
Planen, som går tilbage til oktober 2023, var angiveligt ledet af Yoon og hans tidligere forsvarsminister Kim Yong-hyun. Det skriver Reuters.
Yoon har afvist anklagerne.
Ifølge Reuters har ekspræsidenten i retten sagt, at det lå inden for hans beføjelser som præsident at erklære undtagelsestilstand i landet.
Yoon blev anholdt i januar 2025.
Under en rigsretssag i april samme år afgjorde en forfatningsdomstol, at Yoon havde forsømt sine pligter som præsident.
Efterfølgende blev han formelt afsat fra præsidentposten.
/ritzau/
