Angrebet af leopard: Nu er hun afgået ved døden
Den kvindelige dyrepasser var i kritisk tilstand, efter hun lørdag blev angrebet af en leopard.

Den kvindelige dyrepasser var i kritisk tilstand, efter hun lørdag blev angrebet af en leopard.

Lørdag blev en kvindelige dyrepasser angrebet af en persisk leopard, mens hun var på arbejde i den zoologiske have Beekse Bergen i Holland.
Kvinden blev meldt i kritisk tilstand og fragtet med helikopter til det nærmeste hospital.
Nu er hun afgået ved døden.
Det skriver Algemeen Dagblad.
»Hendes død berører os alle dybt, og vores tanker går til hendes familie, venner og pårørende. Lige nu er al vores opmærksomhed rettet mod at støtte hendes familie og kolleger« udtaler ledelsen i Beekse Bergen i en pressemeddelelse.
Kvinden blev opereret kort efter overfaldet, og ifølge den zoologiske have forløb operationen »tilfredsstillende«. Desværre blev hendes tilstand forværret.
Ved den voldsomme hændelse blev kvinden i 50erne angrebet af en leopard, mens hun var i fuld gang med at gøre rent inde i rovdyrets indendørs anlæg, hvor det opholdt sig på grund af et uvejr.
Kollegerne opdagede det voldsomme overfald, da de gennem kvindens walkie-talkie hørte paniske råb om hjælp.
Da kollegerne nåede frem til kvinden, havde hun pådraget sig voldsomme hovedskader.
Safariparken beder om forståelse og fred for de efterladte og medarbejderne, så de kan bearbejde tabet.
Beekse Bergen har også delt den tragiske nyhed på deres Instagram.