I videoen herover ses Trump under sin indsættelse som præsident i januar 2017.

Det rabler for Trump, og det er farligt. Meget farligt.

Sådan nogenlunde kan man oversætte den advarsel, som en anerkendt Yale-professor kom med i begyndelsen af december.

På et møde med en gruppe kongresmedlemmer - bestående af både Demokrater og Republikanere - sagde psykiatriprofessor Bandy X. Lee, at præsidentens mentale tilstand er 'ved at falde fra hinanden'. Det ord, hun brugte, var det engelske 'unraveling.'

Hun advarede om, at præsidentens mentale helbred nu er nået til et punkt, hvor han udgør en en trussel ved at sidde ved magten.

»Fra et medicinsk synspunkt, når vi ser nogen falde fra hinanden på denne måde, så er det et nødstilfælde,« siger hun nu til avisen New York Daily News og tilføjer, at hun aldrig i sin karriere har oplevet en magthaver, som er så farlig. Hun mener sågar, at han er en trussel for hele menneskeheden.

Bandy Lee understreger, at hun er fuldstændig klar over, at hun som psykiater ikke må diagnosticere på afstand, men hun mener også, at Trumps opførsel er dybt bekymrende.

»Han er meget tiltrukket af vold som en måde at vise magt,« siger hun og henviser til de trusler og angreb, som Trump er kommet med, siden han blev præsident.

I oktober redigerede Bandy X. Lee en samling essays af 27 psykiatere,'The Dangerous Case of Donald Trump' ('Det farlige tilfælde, Donald Trump,' red.), hvor psykiaterne fra fremtrædende amerikanske universiteter som Yale og Harvard erklærede Donald Trump mentalt ustabil og uegnet som præsident.

Det blev bestemt ikke vel modtaget af den amerikanske psykiatriforening, som mente, at Lee og hendes kollegers advarsel var uetisk og brød med fagets reglen om, at medlemmer af foreningen aldrig udtaler sig offentligt om en offentlig persons mentale tilstand.

Psykiaterne på deres side mente, at de gjorde deres pligt ved at advare mod præsidenten.

Dengang udtalte Lee til den danske avis Information:

»Som psykiater har jeg i mange år forsket i voldelig adfærd hos enkeltindivider. Jeg har haft tusindvis af patienter, og mange af dem med de samme adfærdsmønstre som Donald Trump. I de fleste tilfælde har de ikke på samme måde været til fare for samfundet. Det særlige ved Donald Trump er, at han har meget stor magt og blandt andet adgang til atomvåben. Det gør situationen meget farlig.«

Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere

Professoren fortæller nu til New York Daily News, at kongresmedlemmerne i december lyttede med stor interesse, og at deres primære bekymring var, hvorvidt de kunne få republikanerne til at være enig i, at Trumps opførsel må have konsekvenser.

»Det, de sagde, var, at republikanerne også var bekymrede (om Trumps psykiske tilstand) - muligvis lige så bekymrede, men hvorvidt de ville reagere på det, det var et andet spørgsmål,« siger hun til avisen.

En af præsidentens seneste opsigtsvækkende handlinger var, da han tidligere i denne uge tweetede om Nordkoreas leder Kim Jong-un og et atomangreb.

'Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har lige annonceret, at atomknappen altid står på hans skrivebord. Vil nogen fra hans udtømte og udsultede regime venligst informere ham om, at jeg også har en atomknap, men den er meget større og mere kraftfuld end hans, og min virker.'

Det tweet vækker stor bekymring mange steder. Richard Painter, som var etisk jurist under præsident George W. Bush siger til avisen:

»Dette tweet alene er grundlag nok til en fjernelse fra embedet i henhold til den 25. forfatningstilføjelse.«

Den amerikanske forfatnings '25th Amendment' gør det muligt at fjerne en præsident eller en vicepræsident, hvis han foreksempel dør eller bliver syg eller på anden vis ude af stand til at udføre sit embede.