Den tidligere prins Andrew, der nu hedder Andrew Mountbatten Windsor, har fået en anmodning fra USA's kongres om at deltage i et interview angående hans venskab med den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det skrev nyhedsbureauet AFP torsdag aften.

Anmodningen er fremsendt skriftligt og er blevet offentliggjort, efter at kong Charles torsdag officielt fratog Andrew prinsetitlen.

16 medlemmer af Kongressen fra Det Demokratiske Parti har underskrevet anmodningen, hvori Andrew bliver bedt om at deltage i et interview med Repræsentanternes Hus' tilsynsudvalg.

Udvalget er i gang med at efterforske finansmanden Epsteins forbrydelser. Han døde i 2019, mens han var varetægtsfængslet og anklaget for at skaffe mindreårige piger til prostitution.

Ifølge The Guardian fremgår Andrews navn i dokumenter, der er indsamlet fra Epsteins hjem og offentliggjort af udvalget.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter den afdøde kvinde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

- Tilsynsudvalget vil undersøge påstande om misbrug begået af Mountbatten Windsor og vil søge oplysninger om Epsteins aktiviteter, netværk og samarbejdspartnere baseret på mændenes langvarige og veldokumenterede venskab, lyder det ifølge The Guardian fra udvalget.

Tilsynsudvalget kræver, at Andrew giver specifikke detaljer om sit forhold til Epstein.

Andrew har nægtet at have begået overgreb på Giuffre.

Tilsynsudvalget skriver, at det er blevet afdækket af medierne, hvordan Andrew og Epsteins venskab begyndte i 1999, og at de "forblev tætte gennem og efter hans dom i 2008 for at have skaffet mindreårige til prostitution".

Udvalget henviser desuden til, at det er blevet rapporteret, at Andrew tog til Epsteins bolig i New York og Epsteins private ø.

Det henviser videre til en nyligt afsløret mailudveksling mellem de to, hvori Andrew i 2011 angiveligt skrev "vi er i det her sammen".

- Det bekræfter yderligere vores mistanke om, at du kan have værdifulde oplysninger om de forbrydelser, der er begået af Epstein og hans medsammensvorne, skriver udvalget.

Det fremgår ikke, om Andrew har svaret på anmodningen, og hvornår han i så fald skal møde op i Kongressen.

Tilsynsudvalget har ikke beføjelser til at stævne den tidligere prins, og Kongressen kan ikke kræve, at en udenlandsk statsborger aflægger vidneudsagn.

/ritzau/