»Indenfor en tidsramme på fem til ti år, så mener jeg, at et kinesisk angreb på Taiwan er sandsynligt. Følgerne kan blive voldsomme,« siger Danmarks tidligere statsminister til B.T.

Anders Fogh Rasmussen har gennem sit arbejde med organisationen Alliances of Democracies lagt sig ud med Beijing. Han er kommet i Beijings sorte bog og er blevet udelukket fra indrejse til Kina, hvilket ikke bekymrer ham stort.

»Det er rigtigt, at jeg ikke længere må rejse ind i Kina. Men det gør nu ikke så meget, jeg havde ingen planer om en sådan rejse alligevel. Og det er jo ikke kun mig, der er blevet nægtet indrejse. Det gælder også en række politikere fra Europa-Parlamentet, og her mener jeg, at Kina har skudt sig selv i foden. For Kina og EU er i gang med at forhandle en handelsaftale, men den bliver ikke til noget, så længe kineserne nægter demokratisk valgte politikere indrejse. Det er et selvmål af Kina,« siger Anders Fogh Rasmussen til B.T.

Anders Fogh Rasmussen under demokratikonferencen Copenhagen Democracy Summit i Skuespilhuset i København, mandag 10. maj 2021.
Anders Fogh Rasmussen under demokratikonferencen Copenhagen Democracy Summit i Skuespilhuset i København, mandag 10. maj 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Mandag åbner Copenhagen Democracy Summit, en konference, Fogh har stablet på benene. Medvirkende er blandt andre Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, og Nathan Law, den prominente demokratiforkæmper fra Hongkong. Udenrigsminister Jeppe Kofod deler scene med disse torne i øjet på styret i Beijing, og det vil formodentlig sætte yderligere skår i forholdet mellem Kina og Danmark.

Ifølge Fogh Rasmussen, der også er tidligere generalsekretær for NATO, er det bydende nødvendigt, at Vesten tør stå op imod verdens nye økonomiske og militære supermagt i demokratiets navn.

Han påpeger, at Kinas leder, Xi Jinping, selv har sagt, at man vil genforene Taiwan med Kina inden 100-året for den kinesiske revolution i 2049. Men NATOs tidligere generalsekretær mener, at det formodentlig vil ske endnu før, og at et angreb inden for 5-10 år ikke er usandsynligt.

»Amerikanerne har erklæret, at hvis Kina gør alvor af truslerne om at angribe Taiwan, så vil det få konsekvenser. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at amerikanerne vil svare igen militært,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Anders Fogh Rasmussen mener, at det er vigtigt, at Vesten tør stå op for demokratier i en ny kold krig med Kina.
Anders Fogh Rasmussen mener, at det er vigtigt, at Vesten tør stå op for demokratier i en ny kold krig med Kina. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han mener, at Europa bør indgå en musketered med USA og Taiwan om at bakke op om en amerikansk reaktion, også hvis den er militær.

»Det er i det lys, at man skal se, at NATO er begyndt at interessere sig en del for Kina som en militær trussel, og hvis det kommer til et militært opgør, så mener jeg, at Europa bør hjælpe amerikanerne. Det er demokratiets fremtid, der står på spil, intet mindre,« siger Anders Fogh Rasmussen til B.T.

Udsigten til en ny kold krig mellem Vesten og Kina er støt stigende, og selvom Kinas atomvåbenarsenal stadig er langt mindre end Vestens, så er den kinesiske tankegang også radikalt anderledes.

»Jeg er ikke bange for atomkrig. Selv hvis halvdelen af Kinas befolkning skulle dø, så vil der være 300 millioner kinesere tilbage,« sagde formand Mao Zedong i 1957.

Kinas leder, Xi Jinpeng. Kina har forbudt Anders Fogh Rasmussen indrejse i landet
Kinas leder, Xi Jinpeng. Kina har forbudt Anders Fogh Rasmussen indrejse i landet Foto: CARLOS GARCIA RAWLINS
Vis mere

I dag ville tallet være 700 millioner. Kinas position i verden er markant styrket, både hvad angår befolkningstal, økonomisk omsætning og global indflydelse.

Spørgsmålet er dog, om den tankegang, formand Mao gjorde sig til talsmand for, er væsentligt ændret?

»Der er bestemt ligheder mellem den kolde krig og så krisen med Kina i dag. Vi har igen autokratier og diktaturer stående overfor frihed og demokrati. Men der er også store forskelle. Den vigtigste er nok samhandel. Sovjetblokken var stort set isoleret fra resten af verdenshandlen. I dag er Kina stærkt integreret i vores økonomi. Vi er afhængige af dem, men de er sandelig også afhængige af at kunne handle med os og i at kunne investere i andre lande. Derfor bliver det ikke en traditionel kold krig. Hvis vi i Vesten står sammen, så står vi for 60 procent af verdenshandlen. Det vil gøre indtryk på Beijing,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Anders Fogh Rasmussen mener, at demokratisk og økonomisk solidaritet i Vesten er det bedste våben til at undgå krig med Kina.

Kinas flåde i farvandet ud for Taiwan bliver konstant udbygget og moderniseret.
Kinas flåde i farvandet ud for Taiwan bliver konstant udbygget og moderniseret. Foto: MARK SCHIEFELBEIN
Vis mere

»Kinas militære udgifter repræsenterer et sted mellem 12 og 15 procent af al global investering, mens USA og NATO står for cirka halvdelen, så militært kan de næppe hamle op med Vesten. Men det bedste middel for at undgå væbnet konflikt er at sætte hårdt mod hårdt, når det gælder økonomien. Inspireret af NATOs artikel 5 – den, der lyder, at et angreb på et medlem er det samme som et angreb på alle medlemmer – så synes jeg, at man burde udvikle en økonomisk artikel 5, hvor medlemmer af den demokratiske alliance hjælper hinanden, hvis et enkelt land bliver udsat for angreb fra Kina,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Han nævner Australien som eksempel. Australierne ragede uklar med Beijing, fordi de krævede en undersøgelse af, hvordan covid-19 opstod. Det fik Kina til at boykotte al import af australsk vin.

»Der synes jeg, at det ville være på sin plads med et samarbejde, hvor Vesten støtter op om hinanden, når Kina presser et land på grund af en kritik af Kina, så bør vi kunne hjælpe dette land til at omlægge produktion og salg, så man er mindre afhængig af Kina. Det vil gøre en forskel, og det er vigtigt, at vi tør stå fast på vores principper og på vores demokrati. Det er den eneste måde, vi kan vinde på,« siger Anders Fogh Rasmussen til B.T.