Der er lange udsigter til et potentiel optag af Ukraine i Nato. 

Derfor har landet været nødt til at opbygge sit eget stærke militær efter fire år i krig med Rusland. 

Og det er gået så stærkt, at Ukraine formentligt råder over Europas stærkeste hær.

Det vurderer Jakob Kaarsbo, som er sikkerhedspolitisk rådgiver og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en kommentar i Børsen.

'På bundlinjen er Ukraine derfor afgørende for at bevare sikkerhed og fred i Europa. Uden Ukraine er det tvivlsomt, om de europæiske lande vil kunne modstå en udfordring fra Rusland,' skriver han.

Det kan få store konsekvenser for de europæiske lande.

Ukraine er militært blevet dygtigere og dygtigere og har flere gange sat Nato-lande ud af spillet, når de har deltaget i Nato-øvelser. 

Ifølge Jakob Kaarsbo forbedrer både Ukraine og Rusland sig langt hurtigere på krig end Nato, og det mener han, kan blive et stort problem.

Hvis Ukraine ikke bliver en del af et moderniseret Nato, er der derfor behov for en ny organisation, så konsekvenserne ikke bliver katastrofale, mener han.

I sidste uge sagde Ukraines ambassadør i Storbritannien, Valerii Zaluzhnyi, at Ukraine aldrig bliver medlem af Nato-alliancen:

»Jeg kender Nato rigtig godt. I omkring 12 år har jeg personligt arbejdet på at indføre Nato-standarder, og hvert eneste år har jeg lyttet til det samme eventyr om, at medlemskab var lige om hjørnet. Desværre kommer det aldrig til at ske,« sagde den ukrainske ambassadør til Kyiv Post.