Analytiker om Xis voldsomme advarsel til Trump: 'Den rødeste af de røde linjer'


Hvor Trump-administrationen er helt tavs angående spørgsmålet om Taiwans fremtid, forholder det sig helt anderledes fra Kinas side.
Efter Donald Trumps møde med Xi Jinping går Kina direkte til stålet:
»Taiwans uafhængighed og fred på tværs af Taiwanstrædet er lige så uforsonlige som ild og vand,« står der ifølge BBC i det kinesiske udenrigsministeriums referat fra mødet mellem de to præsidenter.
Og ikke nok med det.
Efter Trumps og Xis lidt over to timer lange møde natten til torsdag dansk tid kommer Kina med en klar advarsel til USA – igen med Taiwan helt i centrum:
Hvis ikke spørgsmålet om Taiwans fremtid bliver håndteret 'ordentligt', vil det ifølge Kina føre til 'sammenstød og endda konflikter, der sætter hele forholdet (mellem USA og Kina, red.) i stor fare'.
Xi Jinping lod ifølge det kinesiske udenrigsministeriums referat fra topmødet Donald Trump forstå, at Taiwan-spørgsmålet er den allervigtigste faktor for, hvordan forholdet mellem USA og Kina udvikler sig fremadrettet.
Ifølge BBCs ledende Asien-reporter Tessa Wong er der som sådan intet nyt i, at Kina advarer USA om at holde lav profil i spørgsmålet om Taiwans fremtid.

»Men det er bemærkelsesværdigt, at disse advarsler gentages måneder efter, at USA forpligtede sig til sit største våbensalg til Taiwan,« skriver hun og fortsætter:
»Xi understreger endnu en gang, at Taiwan-spørgsmålet er den rødeste af de røde linjer, og han ønsker, at Trump prioriterer sit forhold til Kina – især på et tidspunkt, hvor de forhandler hårdt om handel.«
Ved Trumps og Xis ankomst til Himlens Tempel i Beijing efter deres møde ansigt til ansigt, blev USAs præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, mødt af et spørgsmål fra en af de fremmødte journalister om netop den omstridte ø ud for Kinas østkyst.
»Talte i om Taiwan,« råbte journalisten ifølge Berlingske til de to verdensledere på engelsk.

Trump besvarede ikke spørgsmålet. Det gjorde Xi heller ikke.
Siden 1949 har Taiwan haft selvstyre, men Kina gør krav på øen og har ved flere lejligheder afholdt store militærøvelser i farvandet og luftrummet nær Taiwan.
Donald Trump og hans følge landede i Kina onsdag. Topmødet – der er det første mellem præsidenterne fra USA og Kina på kinesisk jord siden 2017 – slutter fredag.
Du kan følge topmødet og udviklingen på den internationale scene i det hele taget i vores liveblog, som du finder lige HER.