Et ventet møde mellem den ukrainske præsident og den amerikanske ditto endte i en »ren fuser«.
Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen, som også mener, at især ét punkt er foruroligende efter mødet.
Det fortæller han i et interview med eget medie, efter Volodymyr Zelenskyj og Donald Trump søndag mødtes i den amerikanske præsidents egen bolig i Mar-a-Lago, hvor de skulle tale om en vej frem til en fredsaftale for krigen i Ukraine.
Særligt var der fokus på en ny 20-punktsplan, som Zelenskyj fremlagde juleaftensdag, og efter mødet udtalte begge parter, at der var blevet gjort store fremskridt på vej mod at afslutte krigen.
Dog lød det også, at man ikke var kommet frem til en egentlig aftale.
Til Berlingske vurderer Kristian Mouritzen, at mødet på flere parametre blev en »ren fuser«.

Det skyldes blandt andet, at der ikke kom meget konkret på bordet – udover at Zelenskyj efterfølgende fortalte, at man var blevet »enige om, at sikkerhedsgarantier er afgørende for at opnå varig fred«.
Samtidig vurderer den internationale analytiker, at det mest foruroligende efter mødet var, at Donald Trump igen skal have støttet den russiske præsident, Vladimir Putin, i, at der ikke skal etableres en våbenhvile – men at man i stedet skal sætte kurs direkte mod en fredsløsning.
»Det betyder, at krigen kan fortsætte, indtil der er en fredsaftale. Det betyder også, at det næppe vil være muligt at gennemføre en folkeafstemning om Ukraines fremtid, som Zelenskyj har tilbudt,« forklarer Kristian Mouritzen til eget medie.
Volodymyr Zelenskyj har tidligere på måneden åbnet for, at der kan holdes folkeafstemning om enhver mulig kompromisløsning vedrørende ukrainsk territorium.

Han har også sagt i et interview med Axios, at han er klar til at udskrive en folkeafstemning om fredsplanen – hvis altså Rusland accepterer en våbenhvile.
Inden mødet med Zelenskyj talte den amerikanske præsident i telefon med Vladimir Putin.
Efterfølgende beskrev Trump det i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, som en »god og meget produktiv telefonsamtale«.
Zelenskyj fortalte på et pressemøde efter mødet med Trump, at den amerikanske præsident i løbet af januar igen vil være vært for et møde.
Det vil finde sted i Washington, D.C., og flere europæiske ledere vil også deltage, lød det.

