Den seneste tid skal de russiske styrker have udnyttet et helt bestemt vejrfænomen til at intensivere deres operationer i det østlige Ukraine.
Både om morgenen og om aftenen skal det være sket:
At en tåge har lagt sig over området, hvilket har forringet de ukrainske dronemuligheder i området.
Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i sin seneste analyse af den russiske krig i landet.
I analysen lyder det, at de russiske styrker skal have udnyttet tågen, da den har gjort det sværere for de ukrainske droner at operere i området.
Det har ført til, at de russiske styrker skal have intensiveret deres offensive operationer ved byen Huljajpole, der ligger i Zaporizjzja-regionen, og andre steder i det østlige Ukraine.

Senest skal geolokaliserede optagelser fra den 11. november ifølge ISW have vist, at de russiske styrker har erobret Okhotnyche, der ligger nordøst for Huljajpole.
En talsmand for de ukrainske sydlige forsvarsstyrker, oberst Vladyslav Volosjyn, skal ifølge tænketanken have udtalt, at de russiske styrker udnyttede det tågede vejr, der har været i området, til at anvende infiltrationstaktikker for at rykke frem mod Huljajpole fra øst.
Også ukrainske militærkilder, der befinder sig i området, skal ifølge ISW have udtalt til det ukrainske medie Suspilne, at de russiske styrker udnytter vejrforholdene – som forhindrer de ukrainske droner i at flyve og overvåge – til at rykke frem i små grupper.
Enten til fods eller på motorcykler, lyder det.
Tågen skal ifølge et ukrainsk reaktionskorps også have ført til, at russerne igen har forsøgt at trænge ind i den sydlige udkant af Pokrovsk, der ligger i den krigshærgede Donetsk-region.
»Det er i overensstemmelse med ISWs seneste observationer af, at russiske styrker udnytter dårligt vejr til at gennemføre landoperationer i området,« lyder det i analysen fra tænketanken.
Den russiske krig i Ukraine gik i gang i fuldskala i februar 2022, hvor den russiske præsident, Vladimir Putin, sendte sine tropper ind over grænsen til nabolandet.

