Amsterdam er kendt for sit afslappede forhold til hash og sex, og det har længe trukket turister til byen. Men de lokale er trætte af det.

Under coronakrisen er det for alvor gået op for beboerne, hvor dejligt det har været at bo i en by uden støj, berusede turister og fyldte gader.

»Amsterdam har brug for turister – uden dem ville vores vidunderlige museer og restauranter ikke overleve,« siger Nicola Theobald, der har boet i centrum af byen i 30 år, til CNN.

»Men det var en bonus under pandemien, da de ikke kunne komme. Der er ikke flere store grupper, der bevæger sig rundt i kanalområdet og i værste fald kaster op på grund af alkohol og stoffer. Vi fik vores by tilbage, og det kunne vi godt lide.«

Og kritikken af de mange turister har eksisteret blandt beboerne i årevis. Før pandemien blev byen beskrevet som »at være i Disneyland«.

Myndighederne er efter pandemien så småt begyndt at opfordre folk, der kun vil besøge byen for at tage stoffer og drikke sig fulde, til at blive væk.

Til gengæld har de brugt over 700.000 danske kroner på en kampagne, hvor de foreslår turister at besøge de kulturelle attraktioner, hovedstaden byder på.

»Besøgende, der behandler vores beboere og arv med respektløshed, er ikke velkomne. Budskabet, vi har til dem, er: Kom ikke til Amsterdam,« lyder det fra myndighederne i onlinekampagnen.