Kinas hårdhændede behandling af muslimsk mindretal rækker ifølge rapport fra Amnesty ud over landets grænser.

Det er ikke kun i Kina, at medlemmer af det muslimske mindretal uighurerne tilsyneladende bliver udsat for en hård behandling af myndighederne.

Uighurer, der har forladt den kinesiske provins Xinjiang for at arbejde eller studere i udlandet, bliver således afskåret fra at komme i kontakt med deres børn.

Det fortæller flere forældrepar, der bor i udlandet, til Amnesty International.

- Kinas hensynsløse massetilbageholdelsekampagne i Xinjiang har sat adskilte familier i en umulig situation: Børn har ikke lov til at rejse ud, og deres forældre risikerer at blive forfulgt eller tilbageholdt uden grund, hvis de forsøger at vende hjem, siger Alkan Akad fra menneskeretsorganisationen i en rapport offentliggjort fredag.

Siden 2017 menes over en million uighurer i Xinjiang-provinsen at være blevet sendt i såkaldte opdragelselseslejre.

Ifølge Amnesty afholder uighurer i eksil sig ofte fra at tale offentligt om overgreb i hjemlandet. Det skyldes frygt for repressalier mod deres familiemedlemmer.

Men seks forældrepar har valgt at stå frem og fortælle deres historie i håb om, at de kan blive genforenet med deres børn, skriver Amnesty.

Alle seks par forlod Kina, inden regeringen i 2017 begyndte at slå hårdt ned på uighurer og andre muslimske mindretal.

- Ingen af dem havde forestillet sig, at deres børn ville blive forhindret i at slutte sig til dem, skriver Amnesty.

Forældreparret Mihriban Kader og Ablikim Mentinin flygtede i 2016 til Italien fra Xinjiang efter at være blevet chikaneret af politiet. De efterlod fire børn midlertidigt hos deres bedsteforældre.

Men kort tid efter blev bedstemoren sendt til en lejr, mens bedstefaren blev afhørt af politiet.

- Vores øvrige familiemedlemmer turde ikke tage sig af børnene efter det, der skete for mine forældre, siger Mihriban Kader til Amnesty.

- De var bange for også at blive sendt til en lejr.

De tre yngste børn blev placeret i en lejr for "forældreløse", mens den ældste blev sendt til en kostskole, som bliver overvåget af myndighederne.

Forældrene var ude af stand til at få kontakt til børnene, men i 2019 fik de af italienske myndigheder lov til at hente børnene til Italien.

Da børnene på egen hånd ankom til Italiens konsulat i Shanghai, blev de pågrebet af politiet og sendt tilbage til kostskolen og lejren.

- Nu er mine børn i den kinesiske regerings varetægt, og jeg er ikke sikker på, at jeg får mulighed for at møde dem igen i resten af mine levetid, siger Mihriban Kader.

Amnesty International opfordrer på baggrund af udsagnene Kinas regering til at give menneskeretseksperter fra FN, uafhængige forskere og journalister uhindret adgang til Xinjiang for at efterforske, hvad der foregår i regionen.

/ritzau/