Det amerikanske hospitalsskib USNS "Mercy", der ifølge USA's præsident, Donald Trump, skal sendes til Grønland, bliver for tiden vedligeholdt på et værft i byen Mobile i den amerikanske delstat Alabama.
Skibet ankom til skibsværftet Alabama Shipyard i juli 2025, hvor det ifølge det maritime medie gCaptain skal vedligeholdes i ét år.
Donald Trump skrev natten til søndag dansk tid på det sociale medie Truth Social, at USA vil sende et hospitalsskib til Grønland.
Opslaget var ledsaget af et AI-generet billede af et skib, hvorpå der stod USNS "Mercy".
Også USA's andet hospitalsskib i Mercy-klassen, der hedder USNS "Comfort", er under vedligeholdelse på skibsværftet Alabama Shipyard.
Her ankom det i begyndelsen af året og skal efter planen være under vedligeholdelse frem til slutningen af april.
Det fremgår af en kontrakt på det amerikanske forsvarsministeriums hjemmeside.
I slutningen af januar lagde skibsværftet Alabama Shipyard et billede op på det sociale medie Facebook, hvor man kunne se begge skibe i havnen ved Mobile i Alabama.
Det er ifølge skibsværftet første gang i 30 år, at de to hospitalsskibe ligger side om side.
Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, har søndag udtalt, at Grønland ikke har lyst til at modtage et amerikansk hospitalsskib.
- Det bliver et nej tak herfra. Præsident Trumps idé om at sende et amerikansk hospitalsskib her til Grønland er noteret. Men vi har et offentligt sundhedsvæsen, hvor behandling er gratis for borgerne, skriver han på Facebook.
Både USNS "Mercy" og "Comfort" har været flittigt brugt til at yde humanitær hjælp forskellige steder i verden.
USNS "Mercy" var i 2024 for eksempel i Mikronesien, mens USNS "Comfort" i 2021 lå til kaj i New York for at hjælpe med at behandle patienter med covid-19.
/ritzau/