Nancy Bowen, der er viceborgmester i byen Coral Springs i den amerikanske delstat Florida, blev onsdag fundet død i sit hjem.
Politiet er sparsomme med detaljerne vedrørende Bowens død, og politichef Brad Mock har blot fortalt, at sagen bliver efterforsket som en 'hændelse med vold i hjemmet', skriver Fox News.
Nu har politiet anholdt Bowens mand, der er sigtet for mordet på hende.
Brad Mock oplyser i den forbindelse, at der ikke er andre mistænkte i sagen.
Bowens død er også blevet bekræftet af hendes familie på hendes sociale medier.
»Gennem sine år i offentlige embeder ledte hun med integritet, medfølelse og en urokkelig følelse af formål,« skriver familien på Facebook.
Nancy Bowen blev valgt til byrådet Coral Springs i 2020 og genvalgt i 2024. Hun blev valgt som viceborgmester i november.

