USA's særlige udsending Steve Witkoff siger, at der søndag er blevet gjort store fremskridt i den tyske hovedstad, Berlin, hvor amerikanske og ukrainske embedsmænd har deltaget i forhandlinger om en fredsaftale.

Det sker i et opslag fra Witkoff på det sociale medie X søndag aften.

Med om bordet sad blandt andre Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, Witkoff og Jared Kushner, som er den amerikanske præsident Donald Trumps svigersøn og en central del af det amerikanske hold af Ukraine-forhandlere.

Mødet varede i over fem timer, oplyser Witkoff.

- Repræsentanter havde dybdegående drøftelser om fredsplanen på 20 punkter, om økonomiske dagsordener og mere, lyder det i opslaget.

Et amerikansk udkast til en fredsplan blev sendt til Ukraine og Rusland i slutningen af november. Det indeholdt dog flere punkter, som Ukraine ikke kunne acceptere.

Et revideret udkast til en fredsplan blev siden lavet på et møde i Genève i Schweiz, og efterfølgende er forhandlingerne fortsat.

- Der blev gjort store fremskridt, og de mødes igen i morgen tidlig, lyder det fra den amerikanske embedsmand.

Tidligere søndag sagde Dmytro Lytvyn, som er rådgiver for Zelenskyj, at den ukrainske præsident først vil kommentere forhandlingerne, når mandagens møde er slut.

Et af de krav, som Ukraine ikke har villet acceptere i forslaget til en fredsplan, er et løfte om, at Ukraine aldrig skal indlemmes i Nato.

Forud for søndagens møde tilbød Zelenskyj dog at droppe det ukrainske mål om et Nato-medlemskab til gengæld for sikkerhedsgarantier fra Vesten.

Det skete på beskedtjenesten Whatsapp, hvor præsidenten svarede på spørgsmål fra journalister, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Lige fra starten var Ukraines ønske at blive medlem af Nato, det er reelle sikkerhedsgarantier. Nogle partere fra USA og Europa støttede ikke denne retning, lød det.

- Derfor er bilaterale sikkerhedsgarantier mellem Ukraine og USA, Artikel 5-agtige garantier fra USA og sikkerhedsgarantier fra europæiske kolleger samt andre lande - Canada, Japan - i dag en mulighed for at forhindre endnu en russisk invasion.

Natos artikel 5 kaldes også for Natos musketered. Her forpligter medlemmerne af Nato sig til at forsvare ethvert land i alliancen, der måtte blive angrebet.

- Og det er allerede et kompromis fra vores side, lød det fra Zelenskyj der tilføjede, at garantierne ifølge ham bør være juridisk bindende.

/ritzau/