Hvis man ser bort fra coronapandemien, som vil påvirke verdenssamfundet mange år endnu, forudser en ny amerikansk rapport, at verdens befolkning vil gå nogle kaotiske år i møde.

De kommende år vil byde på blandt andet magtkampe mellem nationer, klimaforandringer og den evige udvikling af teknologier. Det skriver News.com.au om rapporten, 'Annual Threat Assessment of the US Intelligence Community', der vurderer trusselsniveauet i USA.

Ifølge rapporten ser de amerikanske myndigheder Kina, Rusland, Iran og Nordkorea som de største trusler.

Kina er en stor konkurrent i forhold til økonomi, militær og teknologi. Iran klassificeres som et utilregneligt land. Nordkorea er indbegrebet af disruption, mens Rusland vil forsøge at underminere USA og dets allierede ved at føre indflydelseskampagner, planlægge terroroperationer og militære aktioner, lyder forudsigelserne.

»Vi regner med, at Moskva vil gå aktivt ind i en krise, når russiske interesser står på spil,« bliver der blandt andet skrevet i rapporten.

Selvom coronapandemien er over os, skal man ikke tro, at den bremser de farer, der lurer i fremtiden. Tværtimod.

Krisen fungerer nemlig som en distraktion, da de omtalte nedslagspunkter drukner i det politiske arbejde og mediedækningen af coronapandemien, konkluderer rapporten.

Ud over direkte konflikter mellem lande bliver migration og klimakrisen omtalt som en trussel for verdens sikkerhed, stabilitet, udbrud af sygdomme og humanitære katastrofer.