Amerikansk passager er testet positiv for hantavirus
17 amerikanere, der var om bord på krydstogtskib med udbrud af hantavirus, er på vej til USA med fly.

17 amerikanere, der var om bord på krydstogtskib med udbrud af hantavirus, er på vej til USA med fly.

Én amerikansk passager, der var om bord på krydstogtskibet MV "Hondius", er testet positiv for hantavirus, og en anden har milde symptomer.
Det oplyser de amerikanske sundhedsmyndigheder, HHS, på det sociale medie X.
- Én passager har i øjeblikket milde symptomer, og en anden passager er testet svagt positiv for Andes-virus via PCR-test.
Andes-virus er en variant af hantavirus.
Søndag morgen ankom krydstogtskibet til den spanske ø Tenerife, hvor en evakueringsproces gik i gang. Der var ingen bekræftede eller mistænkte tilfælde af hantavirus om bord på skibet forud for evakueringen.
I alt 17 amerikanske passagerer fra krydstogtskibet er på vej til USA med fly.
- To af passagererne rejser i flyets biokontamineringsenheder som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, skriver HHS.
Flyet vil fragte passagererne til et specialiseret center ved et universitetshospital i den amerikanske delstat Nebraska.
Passageren med milde symptomer vil blive transporteret videre til en anden facilitet, lyder det.
- Ved ankomsten til de respektive faciliteter vil hver enkelt person gennemgå en klinisk vurdering og modtage passende behandling og støtte baseret på deres tilstand, skriver HHS.
MV "Hondius" lå i knap en uge ud for Kap Verdes hovedstad, Praia, hvor det ikke måtte lægge til i havnen, fordi der havde været et udbrud af hantavirus om bord.
Et hollandsk ægtepar og en tysk kvinde er afgået ved døden efter udbruddets start. Verdenssundhedsorganisationen WHO oplyste fredag, at der var seks bekræftede tilfælde ud af otte mistænkte.
Efterfølgende blev det arrangeret, at skibet kunne sejle til Tenerife.
De hyppigste symptomer på hantavirus er feber, hovedpine, smerter i lænd, kvalme og opkastninger. Hos børn er forløbet ofte mildere end hos voksne.
Der findes ingen specifik behandling mod hantavirus. Håndteringen beror derfor på tidlig opsporing, isolation og understøttende behandling.
WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, sagde søndag aften, at han råder myndighederne til at gøre brug af 42 dages karantæne og aktiv opfølgning.
/ritzau/