Hele verdens magtelite er lige nu samlet i den schweiziske by Davos til World Economic Forum (WEF), hvor verdens tilstand skal diskuteres. 

Tirsdag aften var der en lukket middag, hvor blandt andre Christine Lagarde, der er chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), og den amerikanske handelsminister, Howard Lutnick, deltog.

Og her skulle bølgerne efter sigende være gået så højt, at Christine Lagarde endte med at forlade middagen.

Ifølge nyhedsmediet Reuters langede Lutnick ud efter Europa under middagen, hvilket altså blev for meget for centralbankchefen. 

Howard Lutnick var den sidste, der skulle holde tale til middagen, hvor mere end 100 mennesker deltog.

Her kritiserede han de europæiske økonomier og sagde, at verden burde fokusere på kul som energikilde i stedet for vedvarende energi.

Hans tale blev tilsyneladende for meget for flere i forsamlingen, der begyndte at komme med tilråb, og for Christine Lagarde blev det altså så for meget, at hun forlod middagen under hans tale, skriver Financial Times.

Ifølge mediet var den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore også til stede ved middagen, hvor han kom med buh-råb mod Howard Lutnick, da han holdt sin tale. 

Hverken ECB eller WEF har kommenteret på sagen.