Det amerikanske militær har påbegyndt en række kraftige angreb i Iran.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, sent tirsdag på det sociale medie X.

Angrebene begrundes med iranske angreb på civil skibsfart i Hormuzstrædet.

- Den amerikanske centralkommando har indledt en række kraftige angreb mod Iran med det formål at påføre landet betydelige omkostninger.

- Det sker som følge af angreb på kommercielle skibe med uskyldige civile i internationalt farvand, skriver Centcom.

Konkret er tre handelsskibe ifølge amerikansk militær blevet udsat for iranske angreb i Hormuzstrædet.

- Irans dokumenterede aggression var uprovokeret, farlig og en klar overtrædelse af våbenhvilen, skriver Centcom.

Det amerikanske militær har rettet angreb mod iranske luftforsvarssystemer, overvågningssystemer, missiler og steder, hvorfra der kunne opsendes droner. Det siger en unavngiven amerikansk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Iranske medier beretter tirsdag aften ifølge Reuters, at der kan høres eksplosioner i havnebyen Sirik i det sydlige Iran.

Seks projektiler har ramt en mole i byen, lyder meldingerne.

Der kan også høres eksplosioner i byen Qeshm, beretter det iranske nyhedsbureau Mehr.

Det er første gang i mere end en uge, at amerikansk militær har angrebet mål i Iran.

USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligter de to lande til at forhandle og indgå en endelig fredsaftale inden for en periode på højst 60 dage.

I det såkaldte "Memorandum of Understanding" blev parterne for tre uger siden blandt andet enige om at stoppe med at angribe hinanden.

Efter at aftalen var indgået, beskyldte begge lande i flere dage modparten for at bryde aftalen.

En beskyldning, som Irans udenrigsministerium gentager tirsdag aften.

- Iran udsender en alvorlig advarsel om konsekvenserne af USA's angreb på aftalen og vil træffe beslutsomme foranstaltninger for at beskytte sine interesser og den nationale sikkerhed, skriver ministeriet i en udtalelse, som den statslige iranske tv-station Irib har delt på Telegram.

Krigen blev indledt 28. februar, da Israel og USA angreb Iran.

RITZAU