Demokraten Eric Swalwell vil trække sig fra sin plads i Kongressen i USA efter beskyldninger om seksuelle overgreb mod en tidligere ansat.

Det skriver Swalwell mandag aften i en udtalelse, som han har delt i et opslag på det sociale medie X.

- Jeg beklager dybt over for min familie, mine medarbejdere og mine vælgere for de fejlvurderinger, som jeg har begået i fortiden, skriver han.

- Jeg vil kæmpe imod den alvorlige fejlagtige beskyldning, der er rettet mod mig. Men jeg må tage ansvaret for de fejl, som jeg har begået.

Den 45-årige demokrat indstillede natten til mandag også sin valgkamp til guvernørposten i delstaten Californien. Inden beskyldningerne blev han anset som en af sit partis topkandidater til posten.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvornår Swalwell stopper som medlem af Repræsentanternes Hus, der er det kammer i Kongressen, hvor han er valgt.

Swalwells beslutning om at træde tilbage fra posten kommer ifølge nyhedsbureauet Reuters efter et voksende pres fra både demokratiske og republikanske kollegaer.

- Det er forkert at smide nogen ud fra Kongressen uden en retfærdig rettergang, få dage efter at en beskyldning er blevet fremført, skriver demokraten.

Anklagerne mod Swalwell kom frem natten til lørdag dansk tid. Her afviste den 45-årige amerikanske politiker også anklagerne, som han ville kæmpe imod.

Det var avisen San Francisco Chronicle, der først tog sagen op. Avisen havde talt med en kvinde, der tidligere havde arbejdet på Swalwells distriktskontor.

Kvinden anklager ham for to gange at have haft sex med hende, mens hun var for beruset til at samtykke. Det skal være sket i 2019 og 2024.

Hun stod ikke frem med navn.

Kvinden sagde natten til lørdag dansk tid til CNN, at der i det andet tilfælde var tale om en voldtægt. CNN har set elementer, der bestyrker kvindens forklaring.

Tre andre kvinder har ifølge CNN desuden anklaget Swalwell for separate tilfælde af seksuel chikane.

Søndag oplyste USA's statsborgerskabs- og immigrationskontor, at det er begyndt at undersøge påstande om, at Swalwell ulovligt har ansat en brasiliansk barnepige.

Også et republikansk medlem af Repræsentanternes Hus har natten til tirsdag meddelt på det sociale medie X, at han vil trække sig fra sin post.

Der er tale om 45-årig Tony Gonzales fra delstaten Texas. Også han har været under et voksende pres, efter at han i marts indrømmede en affære med en tidligere medarbejder, der sidste år begik selvmord.

Flere republikanske toppolitikere havde forinden opfordret ham til ikke at genopstille ved efterårets midtvejsvalg.

/ritzau/