Det amerikanske hospitalsskib USNS "Mercy" er ankommet til et skibsværft i Portland i den amerikanske delstat Oregon.

Det viser data fra Automatic Identification System (AIS), der er et maritimt radiosystem til automatisk identifikation af skibe, skriver mediet gCaptain.

Skibet ankom til Portland torsdag, hvilket sker efter flere ugers spekulationer om dets destination, skriver mediet.

USNS "Mercy" har fået stor opmærksomhed, efter at USA's præsident, Donald Trump, i februar på det sociale medie Truth Social meddelte, at et amerikansk hospitalsskib var på vej til Grønland.

Ifølge Trump skal skibet tage sig af mange syge mennesker.

I Trumps opslag var der tilføjet et AI-genereret billede af et hospitalsskib med navnet USNS "Mercy" og et amerikansk flag.

Skibet har 1000 sengepladser.

GCaptain beskriver, hvordan det ifølge de seneste data fra AIS er sejlet i nordgående retning langs USA's vestkyst, inden det sejlede ind ad floden Columbia River, som Portland ligger ved.

I slutningen af februar forlod skibet byen Mobile i delstaten Alabama, hvor det var under vedligeholdelse.

Ifølge mediet er skibets ankomst i Portland det hidtil tydeligste tegn på, at skibets rejse fra Golfkysten gennem Panamakanalen var en planlagt omplacering til det nordvestlige Stillehav - og ikke del af en udsendelse til Arktis.

USNS "Mercy" ventes at skulle blive i Portland i flere måneder, skriver mediet.

Der er allerede tidligere blevet sat spørgsmålstegn ved, om en mission til Grønland med skibet var realistisk. Det er ifølge gCaptain ikke isforstærket, ligesom det ikke før har været del af arktiske operationer.

Havis, isbjerge og begrænset havneinfrastruktur ville udgøre betydelige udfordringer for et skib af dets størrelse, lyder det.

USNS "Mercy" drives af den amerikanske flådes kommando Military Sealift Command. Det er et af to hospitalsskibe i flåden og har 12 operationsstuer.

Søsterskibet USNS "Comfort" befinder sig fortsat i Alabama, hvor det bliver vedligeholdt.

/ritzau/