Alarmklokkerne bimler og varsler om en alvorlig nært forstående økonomisk krise.

Det mener den amerikanske finansguru Robert Kiyosaki, der nu advarer om intet mindre end en finanskatastrofe.

»Vi står over for det største finanskollaps i historien. Der er alt for meget gæld og for mange penge pumpet ind i systemet. Gælden er helt uoverskuelig set i forhold til bruttonationalproduktet. Det vil eksplodere,« lød det i slutningen af september fra Robert Kiyosaki, der tidligere har haft ret i nogle af sine spådomme, til Kitco News.

Han har skrevet en række meget solgte selvhjælpsbøger til investering, og nu advarer han om, at vi allerede har passeret et point of no return, og at priserne på aktier, bitcoin, guld og sølv vil rasle ned om ganske kort tid.

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Staterne har pumpet kunstige penge ind i systemet. Det betyder, at priserne på varer stiger. Det er måske kun en forbigående inflation, men vi er efterladt med en kæmpe gæld, der skal betales. Det eneste, denne kunstige stimulans har medført, er, at aktiemarkedet og boligmarkedet er blevet unødigt pumpet til en boble, der vil springe,« siger Robert Kiyosaki til Kitco News.

Han refererer til de meget store stimulipakker, som regeringer verden over har valgt at tilføre markedet for at holde hånden under økonomien. Penge, som staterne ikke havde og derfor har lånt.

Robert Kiyosaki er ikke ene om et dystert syn på den kommende tid – om end hans forudsigelse om et gigantisk krak i oktober er noget mere dramatisk, end hvad mange andre økonomer mener. B.T. har talt med den anerkendte britiske økonom Patrick Mindford, der advarer om muligheden for farlig hyperinflation – når priserne på varer stiger ukontrollabelt, som tilfældet var i Tyskland mellem 1921 og 1923.

Fredeik Engholm er Nykredits økonomiske chefstrateg.
Fredeik Engholm er Nykredits økonomiske chefstrateg. Foto: Frederik Engholm
Vis mere

B.T. spørger Nykredits økonomiske chefstrateg, Frederik Engholm, om han kan afvise den dystre spådom som sludder og vrøvl.

»Nej, det kan jeg ikke. Vi står med et marked, der er steget markant det seneste halvandet år, og der er lige nu en række usikkerheder globalt. Det handler både om Evergrande-skandalen i Kina, der ikke bare handler om et selskab, men om flere. Det handler også om energiforsyningsproblemer i både Kina og i Vesten,« siger Nykredits Frederik Engholm.

Han understreger, at det er en usikker periode, vi går ind i. Men at det lige så godt kan vise sig, at bekymringerne ikke fører til en krise. Han køber heller ikke Kiyosakis argumenter.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er de grunde, han giver, der er afgørende. Men derfor kan en krise godt komme alligevel – om end jeg ikke tror, det bliver på den voldsomme skala, han spår om,« siger Nykredits chefstrateg til B.T.

Markeder går som bekndt op og ned. I 2007-09 gennemlevede verden sin sidste økonomiske krise.
Markeder går som bekndt op og ned. I 2007-09 gennemlevede verden sin sidste økonomiske krise. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

Der er bred bekymring blandt eksperter om en markant stigende inflation, altså at pengene bliver mindre værd.

»Det er meget svært at sige, hvor permanent den skyhøje inflations viser sig. Det drejer sig om et hav af uheldige sammenfald. Krisen har både skabt store skift i efterspørgslen, ført til midlertidige produktionsstop i industrien, havnelukninger, som rammer fragten og i nogle markeder har skabt både enorme fald og efterfølgende stigninger i priserne. Det er svært at travle op til et klart billede af, hvor slemt inflationsbilledet er.«

Den amerikanske finansguru Robert Kiyosaki holder dog ikke igen med sin spådom. Han opfordrer alle til at være ekstra påpasselige omkring handel med aktier.

»Vi står foran et korthus, der vil vælte. Både huspriserne og aktiemarkedet vil kollapse. Det skyldes begivenhederne med Evergrande i Kina, som vil sprede sig til USA og lægge sig oven i de allerede alvorlige problemer, vi har her,« mener Kiyosaki.

Bekymring over markederne rundt om i verden. her på børsen i Kina
Bekymring over markederne rundt om i verden. her på børsen i Kina Foto: CHINA STRINGER NETWORK
Vis mere

Nykredits Frederik Engholm trækker lidt på smilebåndet over den dramatiske spådom, men medgiver, at der er megen krisesnak blandt økonomer.

»Jesper Rangvid, økonomiprofessor ved Copenhagen Business School, har jo lige sluttet sig til koret af økonomer, der forudsiger en kommende krise. Ikke på det niveau, som du beskriver her, men måske mere ud fra, at vi har en periode med kul under aktiepriserne, så er det nogle gange baseret på forventninger, der er for luftige. Det understøtter den bekymring, der er derude,« siger Engholm til B.T.

Nykredits chefstrateg mener dog ikke, at der er grund til panik, da de mange elementer, der udgør den potentielle finansbombe, lige så godt kan vise sig at løse sig selv.

Han mener, at man må forudsige en periode, hvor boligmarkedet køler lidt af og måske ligefrem mister værdi, hvis renten stiger markant.

»Det største umiddelbare problem vil være for dem, der har købt bolig for nylig, og som så ikke vil kunne regne med lige så stor efterspørgsel og dermed lige så gode priser. Det er jo et globalt fænomen, at der under coronakrisen har været overraskende meget kul på boligmarkedet, og højere renter vil klart ramme boligmarkedet – måske også markant. Det er bare ikke givet, at det går den vej.«

Hans råd til familien Danmark er at have ro i maven, men samtidig tænke sig om, før man kaster sig ud i eksempelvis aktiespekulation.

»Vi har set en masse småsparere fra hele verden, der, fordi de var trætte af dårligt afkast hos bankerne, i stedet har kastet sig over aktier. Vi har oplevet et fald i prisen på aktier på omkring fem procent. Det er ikke skræmmende, men vi ved ikke, hvad der venter. Småsparere skal generelt lade være med at gå ind på aktiemarkedet med penge, som man har brug for, og som man måske vil bruge på en ny bil om et år eller en fest til sommer. Det er en dårlig idé, fordi man ikke kan vide, om man så har de penge, man skal bruge på den korte bane. Der er usikkerheden på aktier bare for stor.«