USA er i gang med at beslaglægge skibet "Olina" i Det Caribiske Hav.

Det oplyser en amerikansk embedsmand, der ikke står frem med navn, ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag.

Der vil være tale om den femte indgriben af sin slags i de seneste uger, hvor USA har øget indsatsen for at få kontrol over Venezuelas olieeksport.

"Olina" sejler ifølge den offentlige skibsdatabase under flag - det asiatiske land Østtimors.

Skibet er tidligere sejlet fra Venezuela og var vendt tilbage til regionen, da det blev beslaglagt fredag, siger en kilde inden for shippingindustrien med kendskab til sagen.

I rækken af beslaglæggelser vakte det tidligere på ugen især opsigt, at USA slog til mod skibet "Marinera", som sejler under russisk flag.

Det skete, efter at USA havde fulgt skibet på tværs af Atlanterhavet.

USA beskyldte skibet for at sejle med olie for blandt andet Venezuela, Rusland og Iran, hvilket var et brud på amerikanske sanktioner.

/ritzau/Reuters