En spritny meningsmåling er landet i USA.

Og især én ting er bemærkelsesværdig:

Hvor upopulær præsident Donald Trumps krig mod Iran er blandt amerikanerne. 

Hele 71 procent af de adspurgte mener ikke, Trump-administrationen har en klar strategi for at afslutte krigen, viser meningsmålingen, som er foretaget for Fox News.

Næsten alle de demokratiske vælgere er af den opfattelse – men mere bekymrende for Trump og Republikanerne er det, at 83 procent af de uafhængige vælgere og 43 procent af de republikanske vælgere er af samme opfattelse.

Det kan koste Trump dyrt om lidt over en måned. Rigtig, rigtig dyrt.

3. november er der midtvejsvalg i USA, og her står Republikanerne, som det ser ud nu, til at få en gedigen vælgerlussing. Ja, faktisk kan Donald Trump miste sit flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Et scenario, B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, har kaldt »en regulær katastrofe for Trump«, hvis det bliver til virkelighed, hvilket du kan få en dybere forklaring på HER.

Fox News' meningsmåling viser også, at seks ud af ti mener, at beslutningen om at gå i krig mod Iran var forkert, og at kun fire procent af de adspurgte peger på krigen mod Iran som det vigtigste emne for USA netop nu.

Til sammenligning peger 34 procent på leveomkostningerne som det vigtigste emne – og de er steget markant efter at Trump for snart syv måneder siden indledte krigen mod Iran.

Ikke mindst på grund af stigende energipriser affødt af den enorme forsyningskrise, krigen har medført.

Samlet set mener 61 procent af de adspurgte i Fox News' meningsmåling ikke, at Trump gør det godt som præsident.