Colombia er ikke bare kendt for kaffe, salsa, pulserende storbyer og storslået natur.

Det sydamerikanske land har også store problemer med kriminalitet og væbnede grupper.

Derfor opfordrer amerikanske myndigheder nu amerikanere til at holde sig væk fra en bestemt region i landet.

Det skriver Fox News.

Det er den amerikanske ambassade i Colombia, der ifølge mediet, advarer om regionen Norte de Santander i den nordøstlige del af landet langs grænsen til Venezuela.

På grund af placeringen tæt på grænsen har området gennem mange år haft problemer med væbnede grupper og handel med narkotika.

Amerikanerne rådes til at lade være med at rejse til området, ligesom myndighederne også advarer om området inden for otte kilometer fra grænsen mellem Colombia og Venezuela.

Årsagen er kriminalitet, kidnapninger og konflikter mellem væbnede grupper.

»Grupper i Catatumbo-regionen har gentagne gange brugt kommercielt tilgængelige droner udstyret med sprængstoffer, ofte kombineret med skud fra rifler, til at angribe politistationer og militære installationer,« lyder det i en erklæring fra ambassaden.

Erklæringen indeholder også en advarsel om, at grupperne kan angribe politistationer, regeringsbygninger, militærinstallationer og anden infrastruktur i regionen.

Derfor opfordrer ambassaden amerikanerne til at holde lav profil og »være opmærksomme på deres omgivelser til enhver tid.«