En voldsom ulykke, hvor to personbiler kørte sammen, er endt med at koste fem personer livet.

Den tragiske hændelse udspillede sig natten til søndag på motorvej E8 syd for Tromsø i Norge.

I alt var seks personer involveret i ulykken, som Tromsø Politidistrikt første gang meldte ud om klokken 01.01, hvor sagen blev beskrevet som »alvorlig«.

De seks personer var fordelt i de to personbiler med tre i hver.

Fem af dem mistede livet i forbindelse med kollisionen.

Den sjette er blevet indlagt på hospitalet »med ukendt skadesomfang«, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at de pårørende er underrettet.

Det vides endnu ikke, hvordan ulykken helt præcist skete, men politiet har til de norske medier beskrevet det som en frontal kollision.

»Vi mener, at det kan have været et frontalt sammenstød mellem de to personbiler, og at der var store kræfter involveret,« har indsatsleder Vegard Nilssen fra Troms Politidistrikt udtalt til NRK.

Politiet blev underrettet om ulykken klokken 23.44 lørdag aften.