»Hvis det ikke virker, kan vi blive nødt til at evakuere.«

Omkring ti millioner bor og lever i den iranske hovedstad, Teheran – og de står lige nu over for en alvorlig mangel på vand. En mangel, der i værste fald kan føre til, at de bliver nødt til at forlade byen.

En bil ses her køre over en bro, der krydser den udtørrede Kan-flod vest for Teheran den 9. november.
En bil ses her køre over en bro, der krydser den udtørrede Kan-flod vest for Teheran den 9. november. Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix

Det skriver BBC og VG.

I det hele taget står Iran over for en hidtil uset tørke hen over efteråret.

Det har ført til rekordlave nedbørsmængder og næsten tomme reservoirer. 

Hos The Guardian lød det søndag, at fem store dæmninger, der leverer drikkevand i hovedstaden, er på »kritiske« niveauer.

Én meldes at være tom, mens en anden har mindre end otte procent af sin kapacitet, lød det fra embedsmænd.

Samtidig har vandforsyningen været dårligt forvaltet, ligesom der har været et overforbrug.

Tilsammen har det ifølge VG ført til den værste vandkrise i 50 år.

Især hovedstaden, Teheran, er påvirket – og myndighederne har indtrængende opfordret beboerne til at spare på vandet i et forsøg på at dæmme op for krisen.

Kun en lille strøm af vand flyder i den stort set udtørrede Kan-flod vest for Teheran.
Kun en lille strøm af vand flyder i den stort set udtørrede Kan-flod vest for Teheran. Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix

Landets præsident, Masoud Pezeshkian, har også advaret om, at hvis der ikke snart kommer tilstrækkelig nedbør, kan vandforsyningen i Teheran blive rationeret.

»Hvis rationering ikke virker, kan vi blive nødt til at evakuere Teheran,« udtalte han ifølge BBC i sidste uge.

Ifølge VG, som henviser til iranske medier, er vandrationering allerede begyndt i Teheran.

Fra beboere har det lydt, at der bliver lukket for vandet fra midnat til omkring klokken 5 i flere distrikter.

Den iranske energiminister, Abbas Ali Abadi, udtalte også lørdag, at regeringen planlægger at reducere vandtrykket til næsten nul om natten, når efterspørgslen er lav.

»Dette vil hjælpe med at undgå spild, selvom det er ubelejligt,« sagde han på statsligt tv ifølge France 24, skriver VG.

Til BBC fortæller lederen af Karaj-dæmningen, der er en af Teherans vigtigste vandkilder, at nedbøren er faldet drastisk.

»Vi har haft et fald på 92 procent i nedbøren sammenlignet med sidste år. Vi har kun otte procent vand i vores reservoir – og det meste af det er ubrugeligt og betragtes som 'dødt vand',« siger lederen, Mohammad-Ali Moallem.

Irans meteorologiske myndigheder har oplyst, at der ikke forventes regn de næste ti dage.