Alt kører for demokraterne i USA: Det skjuler dog den ægte sandhed -'de er deres egen værste fjende'
Midtvejsvalget i USA er under en måned væk.

Midtvejsvalget i USA er under en måned væk.


Hvis man netop nu er en demokratisk kandidat inden næste måneds midtvejsvalg i USA, så er der masser at glæde sig over.
Alt går nærmest deres vej.
Men spørger man en tidligere toprådgiver under Donald Trump, så skal Demokraterne passe på med at glæde sig for tidligt.
For selv hvis de får en stor sejr næste måned, så er partiets problemer ocean-dybe.
Lad os lige slå det fast først.
Hvis man skal tro diverse målinger og prognoser, så ligner det, at det demokratiske parti i USA er på vej mod en massiv sejr over nærmest hele linjen til midtvejsvalget 3. november.
Det er højst sandsynligt, at de vinder flertallet i Repræsentanternes Hus. Det har længe set sådan ud.
Det har dog været noget mere usikkert, om de overhoved har en chance, når det kommer til Senatet, hvor deres vej til en sejr og flertal i kammeret i Kongressen længe har lignet noget nær en umulighed.
Men i løbet af de seneste måneder er der opstået både håb og tro på, at de kan erobre flertallet i begge kamre i den amerikanske Kongres.
Det skyldes ikke mindst, at de ser ud til at have en reel mulighed for at indtage senatssæder i ellers normalt sikre republikanske delstater som Kansas, Alaska og ikke mindst Texas.

Men sejrer demokraterne ved midtvejsvalget, så vil det ifølge John Bolton, der var national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump mellem 2018-2019, dække over et essentielt problem for partiet.
»Demokraterne er deres egne værste fjende. De er lige nu involveret i en brutal intern kamp,« siger John Bolton til B.T.
Han peger blandt andet på, at det historiske parti er splittet internt.
På den ene side står socialister som medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez, New York-borgmester Zohran Mamdani og den uafhængige Vermont-senator Bernie Sanders.
De vil hive partiet i en mere socialistisk og venstreorienteret retning, som måske kan skræmme de altafgørende midtervælgere bort fremadrettet.
På den anden fløj står mere traditionelle og midtsøgende demokrater som Californien-guvernør Gavin Newsom, mindretalsleder i Senatet Chuck Schumer og Kentucky-guvernør Andy Beshear.
De ønsker en retning i partiet, som er mere midtsøgende, da de vil appellere til vælger på og over midten for at kunne vinde præsidentposten tilbage i 2028.
»Demokraterne er dybt splittede mellem deres yngre, mere venstreorienterede elementer og deres ældre, mere etablerede og midtsøgende folk,« siger John Bolton.

Kigger man på den korte bane, så ligner det en mulig storsejr til demokraterne, når vi kommer til november.
Men det kan blive en sejr, som dækker over nogle meget større, fremadrettede problemer, mener John Bolton.
Specielt når man kigger frem mod et præsidentvalg om to år.
»Republikanerne bør være meget mere bekymrede over midtvejsvalget, end de virker til at være, men fordi demokraterne er deres egen værste, så har de store problemer forude.«