Jeg fik naturkatastrofen i Tyskland tæt ind på kroppen på en lidt uventet måde sent fredag aften.
Da jeg ankom til mit hotel i Bonn, var der fuldt af ambulancer og busser ude foran. Dusinvis af skrøbelige ældre, de fleste uden tasker eller andre ejendele, blev hjulpet ud af bilerne og ind på hotellet. Flere var i tårer, andre gik forvildede rundt, som forstod de ikke rigtigt, hvad der var sket.
Det er ikke så svært at forstå. Billederne fra det ellers underskønne Rhinland taler deres eget sprog. Hjem og gader, ja hele landsbyer, er knust. Biler, der ligger på hovedet. Huse, der driver afsted på flodbølgen og mennesker, der febrilsk kæmper for at komme væk.
De, der kom til Bonn i løbet af aftenen og natten, var de heldige, der var blevet reddet ud. Ikke alle klarede den så langt. Mindst 130 er nu omkommet, men helt op til 1.300 savnes.
Selvom regnen, der har stået ned i kaskader flere døgn i træk, nu ser ud til at have kurs mod Alperne, så er næsten samtlige floder gået over deres breder, og de enorme kræfter, det medfører, truer nu med at sprænge digerne flere steder.
Kansler Angela Merkel sagde fredag, at hun frygter, at skadens egentlige omfang endnu ikke er gået op for os.
Hele aftenen og natten fortsatte busserne og ambulancerne med at sætte evakuerede af ved mit hotel og det nærliggende konferencecenter. De fleste af dem var ældre, mange var over 75.
På vej op i elevatoren omkring midnat kom jeg til at stå ved siden af en ældre mand, der var tydeligt forslået, både i ansigtet og på kroppen. Jeg spurgte forsigtigt, hvor han kom fra, og han sagde:
»Ikke så langt herfra.«
Så kiggede han på mig med trætte, våde øjne.
»Alt er væk, alt er væk.«
Jeg spurgte ham - hvad skal der ske nu?
»Jeg ved det ikke. Jeg skal sove her i nat. Men hvad med i morgen? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting.«
Meget mere fik jeg ikke ud af Herr Kôller, som han præsenterede sig som. Men det var tydeligt at mærke, at han havde haft nogle dage, han aldrig vil glemme.
Der er lange køer på motorveje og indfaldsveje, og mange steder er landeveje blevet skyllet væk. Der var konstant udrykning på vejen fra Düsseldorf til Bonn, og i flyet på vej ned var omfanget af oversvømmelserne skræmmende tydelige.
Lige nu fokuseres alle kræfter på redningsarbejdet. Derudover både tales og skrives der meget i Tyskland om behovet for nu at tage den globale opvarmning alvorligt. Der er faldet mere end 2 måneders regn på få timer flere steder, og eksperter peger blandt andet på jetstrømmens underlige adfærd, som en mulig forklaring på katastrofen.
Der bliver nu også stillet spørgsmål til, hvordan det kunne lade sig gøre, at katastrofen fik lov at udvikle sig så voldsomt, før nogen greb ind. Meteorologer havde givet den kraftigste advarsel de kunne dage før katastrofen. Hvorfor begyndte evakueringen ikke før?
Selv hvis dette er begyndelsen på enden af katastrofen, så er behandlingen af det, den belgiske statsminister fredag kaldte de værste oversvømmelser i landets historie, langt fra slut. Der er valg i Tyskland til september, og det er svært at forestille sig, at denne naturkatastrofe, der kommer oveni covid-prøvelserne, ikke vil spille en afgørende rolle ved dette valg.
Men lige nu gælder det bare om at få tørt tøj på og en seng at sove i. Det, der er prøvelsernes tid i det vestlige Tyskland.
