Kirsebærblomster i Washington D.C., Spring break i Florida, feststemning i Bourbon Street og forårets første baseballkamp i Chicago. Normalt er der lige nu tykt af mennesker overalt i USA.
Men på grund af den verdensomspændende coronavirus ligger store dele af det nordamerikanske kontinent øde hen.
Og mens prærieulve i morgentimerne uforstyrret jokker rundt i gaderne i San Francisco, og delfinerne svømmer rundt helt inde ved stranden, hvor Floridas badegæster normalt boltrer sig, spreder desperationen sig indendørs, hvor godt 200 millioner amerikanere har fået besked på at selvisolere.
Med over 83.000 syge har USA passeret både Kina, Italien og Spanien som klodens hårdest ramte land. Og ifølge samtlige eksperter er vi stadig godt to uger væk fra epidemiens amerikanske klimaks. Det skulle ske den anden uge i april.
Det er stadig New York, der med over 32.000 syge er USA's såkaldte 'hot spot'. Men i Louisiana er festbyen New Orleans også ved at udvikle sig til sin egen corona-'hot spot'.
Washington State i kæmpelandets nordvestlige hjørne er ligeledes usædvanligt hårdt ramt. Og i både San Francisco og Los Angeles er antallet af syge amerikanere i løbet af de seneste fem dage eksploderet.
USA's præsident Donald Trump holder stadig fast ved sin ambition om at 'genåbne' den amerikanske økonomi til påske 12. april.
Men i modsætning til landets leder satser langt de fleste af landets 50 guvernører stadig på nedlukning. Og det er denne beslutning, der giver disse på én gang sørgmodige og historiske billeder fra et lukket USA.
Tallene herunder gælder hver enkelt af de nævnte stater. Kilde: Johns Hopkins, de enkelte staters sundhedsministerium.