Aldrig set før i nyere tid: 'Kan måske tippe udfaldet'
»I den forstand spiller Musk lige ind i Demokraternes valgkampagne.«

»I den forstand spiller Musk lige ind i Demokraternes valgkampagne.«


Det, der er sket under valgkampen til det amerikanske midtvejsvalg, er »uden fortilfælde«.
Samtidig er det noget, der muligvis kan ende med at tippe valget. Men måske ikke til den side, som dem, der står bag, kunne ønske sig.
Da verdens rigeste mand, Elon Musk, under præsidentvalget for to år siden donerede omkring 290 millioner dollar – 1,8 milliarder danske kroner – for at støtte Donald Trumps kampagne om at rykke tilbage til Det Hvide Hus, vakte det opsigt.
Men nu har han overgået det.
Og ikke kun med lidt.
De seneste tal viser ifølge Politico, at Elon Musk i forbindelse med det kommende midtvejsvalg har i alt har bidraget med mere end 442 millioner dollar (knap tre milliarder kroner) til støtte for en række republikanske kandidater.

»Musk — verdens rigeste mand — er langt den største enkeltdonor i denne valgperiode,« lyder det i en artikel hos Politico, hvor det tilføjes:
»Der findes ingen fortilfælde i den moderne amerikanske historie, hvor en donor har brugt så meget, som han har.«
Tidligere på måneden berettede The Guardian også, at Elon Musk – der står bag firmaer som Tesla og SpaceX – var blevet 'den største politiske donor i forbindelse med midtvejsvalget'.
Særligt har han haft fokus på nogle af de valgkampe, der vil afgøre, hvilket parti der får kontrol over det amerikanske senat.

Nu er spørgsmålet, om Elon Musks mange penge kan komme til at spille en rolle, når valget afholdes om en uge.
Til norske Nettavisen forklarer den amerikanske politiske journalist Susan Glasser, der arbejder for magasinet The New Yorker, at Elon Musks rolle i amerikanske politik netop er noget af det, vælgerne har for øje, når de skal stemme.
For flere kritikere har beskyldt Musk for at nyde godt af sine forbindelser til Det Hvide Hus og den amerikanske præsident, da flere af hans selskaber modtager føderale kontrakter og subsidier til en værdi af milliarder af dollar.
For mange vælgere har det ifølge Susan Glasser udviklet sig til en »protest mod tanken om, at det amerikanske demokrati er blevet overtaget af en lille håndfuld superrige og uansvarlige milliardærer.«

»I den forstand spiller Musk lige ind i Demokraternes valgkampagne,« vurderer Glasser til Nettavisen.
En undersøgelse i Wall Street Journal har også vist, at korruption og svindel er blevet store emner for vælgerne her mod slutningen af valgkampen.
Samtidig viser en anden måling hos Washington Post og ABC, at to tredjedele af vælgerne mener, at Donald Trump beriger sig selv gennem præsidentembedet.
»Det betyder, at mange republikanere, ud over demokraterne, er enige i dette. At få Musk ind med alle disse penge kan måske tippe udfaldet, eller måske ikke. Musk er faktisk endnu mere upopulær blandt amerikanerne end Donald Trump,« forklarer Susan Glasser til det norske medie.
Det amerikanske midtvejsvalg finder sted den 3. november. B.T. følger udviklingen både før, under og efter.