Alberta skal stemme om skridt mod frigørelse fra Canada
Alberta stemmer mandag om første skridt mod løsrivelse. Premierminister Mark Carney opfordrer til sammenhold i provinsen med verdens tredjestørste oliereserver.

Alberta stemmer mandag om første skridt mod løsrivelse. Premierminister Mark Carney opfordrer til sammenhold i provinsen med verdens tredjestørste oliereserver.

Utilfredshed har længe ulmet i dele af Canada.
Efter mange års frustration over den føderale regerings regulering og klimapolitik stemmer Alberta mandag 19. oktober om, hvorvidt provinsen skal tage det første skridt mod løsrivelse fra resten af landet.
I anledning af den kommende afstemning besøgte premierminister Mark Carney i mandags sit gamle gymnasium, St. Francis Xavier High School. Fra talerstolen opfordrede han til sammenhold i en usikker tid:
»Vi skal anerkende, at verden er forandret. Canada står over for reelle trusler mod vores økonomi, sikkerhed og vores levevis. Vi er nødt til at være stærke. Og vi er stærkere sammen,« sagde premierministeren ifølge flere medier.
Carney fortalte også om store byggeplaner i Alberta, som kun kan gennemføres, hvis provinsen står sammen med resten af landet.
Alberta har verdens tredje største oliereserver, efter Venezuela og Saudi-Arabien.

Siden oliepriskollapset i 2014 har Albertas olieindustri haft det svært, og mange i provinsen mener, at Trudeau-regeringens klimapolitik gjorde det endnu sværere at udvinde og eksportere olien.
I sommeren 2019 blev lov C-69 vedtaget under Trudeau-regeringen. Kritikere i Alberta kaldte den »No More Pipelines Act«, fordi de mente, at den gjorde det sværere at bygge de rørledninger, der skal til for at eksportere provinsens største eksportvare: olie.
I Bloomberg er perioden blevet beskrevet som et 30 milliarder dollar-exodus, fordi mange udenlandske olieselskaber solgte ud og trak deres investeringer ud af provinsen.
Mark Carney har til gengæld sat gang i en ny olierørledning, Pacific Link, som skal forbinde Alberta med Stillehavet, så olien kan eksporteres til Asien.

Rørledningen blev præsenteret under tre uger før afstemningen, og den ses af mange som et forsøg på at vise albertanerne, at Ottawa ikke længere står i vejen for provinsens olieindustri.
En meningsmåling fra Angus Reid Institute viste i maj, at 60 procent af albertanerne ville stemme for at blive i Canada.
Skulle løsrivelsessiden mod forventning vinde, vil det være første skridt i en proces mod uafhængighed.
Provinsregeringen ville i så fald sætte gang i forberedelserne til en ny, bindende folkeafstemning.
Underhuset i Ottawa skal godkende spørgsmålet, og hvis afstemningen skulle ende i et klart flertal for løsrivelse, skal Alberta forhandle med resten af Canada om en endelig løsrivelsesaftale.